Mads O. Madsen

Christian Trans forlænger med TM Tønder

Pressemeddelelse fra Tønder Håndbold:


TM Tønder Håndbold Elite A/S har forlænget kontrakten med målmand Christian Trans, så ”Trans” er i klubben i yderligere to sæsoner.


Det er med stor glæde, at TM Tønder Håndbold kan offentliggøre klubben har forlænget aftalen med målmand Christian Trans i yderligere to sæsoner. Christian kom til TM Tønder fra Skanderborg Håndbold, og han har gennem en yderst seriøs indstilling til opgaverne gennemgået en meget positiv udvikling.


Derfor glæder det også cheftræner Torben Sørensen, at det er lykkes beholde ”Trans” i TM Tønder:

”Christian Trans er, trods hans forholdsvis unge alder, efterhånden en af de rutinerede kræfter i truppen og dermed også en af kulturbærerne. Trans har den helt rigtige indstilling og de rigtige værdier – både på og uden for banen. Derfor er han på mange måder en vigtig spiller i de kommende to sæsoner. Han har som målmand gennemgået en virkelig god udvikling siden han kom til klubben, og forlængelsen med ham giver en god kontinuitet – både for Christian, men også for TM Tønder”


Christian Trans arbejder hos Sydbank og er i det hele taget faldet rigtig godt til i Tønder, hvilket naturligvis også har spillet en vigtig rolle i forhold til kontraktforlængelsen:

”Jeg har altid følt mig velkommen i TM Tønder og i området. Jeg trives rigtig godt, og ser frem til at fortsætte i foreløbigt yderligere to år. Vi har et spændende hold, hvor der i truppen er mange dygtige unge spillere. Jeg føler da også, at jeg kan udvikle mig yderligere – både som håndboldspiller og person – i TM Tønder. Den opbakning man oplever omkring holdet, og især fra fanklubben TMT Red Support er helt unik, og den glæder jeg mig til at være en del af også i de kommende to sæsoner”, slutter målmand Christian Trans.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER