FC Barcelona har inviteret den 16-årige playmaker, Morten Zøhner, til at deltage i træningen hos storklubben i perioden den 11-16 september, hvor han skal være en del af træningen hos klubbens U-18 hold, samt de unge senior spillere. Morten er 192 cm. høj og vejer 95 kg.
FC Barcelona er i besiddelse af en stærk ungdomsafdeling og har over de seneste år leveret en række spillere til diverse spanske ungdomslandshold, hvilket vidner om et godt udviklingsarbejde i klubbens regi.
”Jeg er bare superglad for, at jeg har fået denne mulighed for at vise mig frem og vil gøre mit allerbedste”, siger Morten Zøhner, som ser frem til at opleve atmosfæren i storklubben.
Morten Zøhner startede med at spille håndbold som 7-årig og har fået sin håndboldopvækst i SAGU, SGI og UH Esbjerg. I sidste sæson var han en del af Esbjerg’s U16-drenge. I den kommende sæson forventer han at spille i Ribe HK, som er nyoprykker til 3. Division. Tillige træner han en gang om ugen med 2. divisionsherrerne i HK Give Fremad.
Der venter en kæmpe oplevelse i den catalonske hovedstad.





























