Bjarne

Masser af energi i den nye trup trods mindre skader

For en træner er det ikke ideelt at have fået en stribe nye, spændende spillere i sin trup, som han gerne vil spille ind, når mange af dem ikke er til rådighed på grund af småskader. Team Esbjergs cheftræner, Jesper Jensen, vælger dog at angribe de første 16 dages forberedelser til den nye sæson positivt.




– Bortset fra skader spiller alt andet maksimalt for os. Der er supergod energi i truppen, pigerne kan lide at være sammen, og der er høj træningsmoral. Jeg er ikke nervøs for, at en del spillere er ude lige nu, for når man ser bort fra usikkerheden om, hvornår Lærke Møller og Estavana Polman er tilbage, vil de øvrige være klar inden for 10 til 14 dage, siger Jesper Jensen.


Team Esbjerg spillede i denne uge 3 x 25 minutter mod et af de bedste 1. divisionshold, SønderjyskE, hvor kun få spillere fra stamformationen var til rådighed. En række unge spillere fik spilletid i den sikre 37-28-sejr i Guldager Idrætscenter.


– Det var imponerende, hvad vi udrettede mod SønderjyskE uden otte spillere, som i hvert fald er i spil til startopstillingen, siger Jesper Jensen.


Under det forudgående træningsophold i Sverige stillede Team Esbjerg med to hold i den meget kendte Åhus Beachhandboll Festival. Det ene hold nåede finalen, men tabte 9-10 til de lokale heltinder på et mål i de sidste sekunder, da værtsholdet fra egen halvdel skød mod den vikarierende målvogter, Maria Mose Vestergaard, der ikke var vant til boldens opspring i sandet. Forinden dominerede samme spiller op til finalen ved at score 15 mål i træk fra sin tilbagetrukne position.


– Det sociale fungerede i Sverige endnu bedre, end vi havde turdet håbe på. For eksempel stødte Sofie Blichert-Toft til to dage efter de andre, og inden for et døgn havde hun snakket med alle de nye holdkammerater. Beachhåndbold er et tungere og langsommere spil, og det er ikke så hårdt ved kroppen som det spil, vi er vant til, siger Jesper Jensen.


Søndag drager truppen til Lalandia i Billund, hvor det sociale element fortsat spiller en stor rolle. Foruden en træning, to styrketræningspas, et løbepas og en træningskamp mod Fredericia HK 1990 med udlånte Anne Berggreen på holdet består programmet af det fællesskab, der skal bringe holdet langt i den nye sæson.


– Lalandia er endnu en mulighed for at få kittet truppen sammen. Spillerne skal selv stå for at købe ind og lave mad, og de skal acceptere hinandens særheder og forskellige vaner hele døgnet, siger Jesper Jensen.


Efter tre dage i Lalandia står den på træning og sociale arrangementer inden deltagelsen i eliteturneringen Spar Nord Bank Cup fra 17. august. Turneringen ligger i ugen før den første betydende kamp, mødet med Ringkøbing Håndbold i Santander Cup 25. august. 4. september er der premiere i Primo Tours Ligaen mod de nye danske mestre fra Nykøbing F. Håndbold i Blue Water Dokken.




Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER