Simon Jensen

Kristensen: Vi skal tage intensiteten fra Champions League med videre

FC Midtjylland står i aften over for den første af potentielt tre DM-semifinaler mod København Håndbold, og midtjyderne satser i den forbindelse på at kunne drage fordel af deres Champions League-kvartfinaler mod det makedonske storhold fra Vardar Skopje.


Grundet FC Midtjyllands suveræne grundspil i Primo Tours Ligaen og heraf følgende førsteplads i tabellen, har midtjyderne ikke været i kamp i den danske liga i et godt stykke tid.


I mellemtiden har de dog udkæmpet to intense kampe mod Vardar Skopje i kvindernes Champions League-turnering – og disse håber FCM-træner Kristian Kristensen at kunne bruge positivt i aftenens semifinale.


– Vi glæder os til at komme i gang med slutspillet. Det er det, vi har trænet frem mod. Det er de sjoveste kampe på hele sæsonen, indleder FC Midtjylland-cheftræneren og fortsætter:


– Kan vi tage noget af intensiteten fra Champions League-kampene mod Vardar med til kampen mod Købehavn, vil det være en fordel for os. Vi skal forsøge at fortsatte i det gear.


Om det lykkes FC Midtjylland at fortsætte i samme spor som i deres Champions League-turnering, kan følges fra klokken 20:30 i aften, når opgøret mod København Håndbold sættes i gang.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER