Simon Jensen

Sportschef og cheftræner forlænger med to år i Give

HK Give Fremad sikrede sig torsdag eftermiddag adgang til en duel mod Frederikshavn om en plads i næste sæsons 1. division for herrer. Nu har den midtjyske håndboldklub også sikret sig kontinuitet i både administrationen og på trænerbænken.


Således har HK Give Fremad forlænget kontrakterne med den siddende cheftræner – Bjørn Hessellund – samt den siddende sportschef – Kedde Jensen – med to sæsoner.


Og for sportschefen selv har den igangværende sæson – der altså afsluttes med enten to eller tre kvalifikationskampe mod Frederikshavn – været en stor succes.


– Bjørn og jeg har kørt et rigtig godt parløb her i denne sæson. Tingene har fungeret fint, og vi har jo også klaret os flot på det sportslige parameter med en kvalifikation til oprykningsspillet, selv om vores oprindelige målsætning hed en placering i top 5, fortæller Kedde Jensen til klubbens hjemmeside.


I Give-truppen skulle man inden sæsonstart forsøge at implementere og integrere en stor håndfuld nye spillere sammen med den eksisterende samling af spillere – dette projekt har klubben og cheftræner Bjørn Hessellund klaret ganske overlegent.


– Det har været holdet, der har været “stjernen” og ikke enkelte spillere. Det har skabt en god holdånd og harmoni og sammen med det gode træningsmiljø er det grundlæggende elementer, der har fået spillerne til at levere varen, forklarer Kedde Jensen.


HK Give Fremad har aldrig tidligere befundet sig i landets næstbedste række – men har altså muligheden for det, hvis de i løbet af potentielt tre kampe overkommer nordjyske Frederikshavn fI.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER