Maja Laursen Bjerg

Aalborg Håndbold besejrer KIF i forrygende slutspilsdrama

Aalborg Håndbold hentede i dag en sejr på 27-29 mod KIF Kolding København i holdets første slutspilskamp. Det var et intenst opgør med mange udvisninger, og efter en spændende afslutning halede de rødblusede sejren i land.


Det kan godt være, at KIF Kolding København kom med på sidste billet til slutspillet. Alligevel gav de grundspilsvinderne fra Aalborg kamp til stregen, og efter en tæt kamp løb nordjyderne med en kneben sejr på 27-29. Spændingen var intakt fra start til slut, men i de sidste minutter var de rødblusede mest effektive.


Fra kampens start bragte Aalborg Håndbold sig hurtigt foran 2-0, og der skulle gå fem minutter, inden hjemmeholdet kom på tavlen. Derefter kæmpede KIF Kolding København sig foran 3-2. Nordjyderne bragte sig dog foran 3-4 få minutter senere.


Opgøret var fyldt med intensitet og herrefight, og der var mange udvisninger – særligt i de første ti minutter. I 20 sekunder af kampen havde hjemmeholdet endda tre spillere udvist på samme tid. Det lykkedes dog ikke gæsterne at udnytte det store overtal. Derfor var stillingen 4-4 efter 12 minutter.


Efter 20 minutters spil smækkede Tobias Ellebæk bolden i kassen til 7-7. Aalborg Håndbold lykkedes med nogle lette kontramål, og holdets hurtige højrefløj Patrick Wiesmach scorede på kontra til 9-11.


Frem mod pausen kom hjemmeholdet bedre med igen. Bo Spellerberg stod for sidste scoring inden pausen, da han fik netmaskerne til at blafre til stillingen 13-13.


I anden halvleg kom KIF Kolding København bedst ud af starthullerne, og de bragte sig i front 16-14. Med sit fjerde mål efter pausen sørgede Fabio Chiuffa for, at hjemmeholdet kom foran 18-15.


Det fik Aron Kristjansson til at smide timeout-kortet. Det kunne ses på banen, og nogle minutter senere udlignede Patrick Wiesmach til 19-19. Bare tre minutter senere sørgede højrefløjen for, at gæsterne kom i front 20-21.


Herefter dominerede gæsterne fra Aalborg, og holdet kom foran 23-26 med syv minutter tilbage af opgøret. Hjemmeholdet fik dog reduceret til 25-26 og dermed bragt spænding tilbage i kampen.


Det blev en nervepirrende afslutning, og der stod 27-28, da der resterede ét minut. Aalborg Håndbold punkterede dog spændingen, da Sander Sagosen smed bolden i kassen til 27-29. Det blev opgørets sidste scoring, og dermed hentede Aalborg Håndbold en vigtig sejr i en svær kamp.


Kampens topscorerværdighed løb højrefløj Fabio Chiuffa med, da han scorede hele ti mål i kampen. Også Aalborg Håndbolds højrefløj Patrick Wiesmach imponerede med ni kasser.


Med sejren fører Aalborg Håndbold slutspilsgruppe 1 med fire point, mens GOG er nummer to med to point. KIF Kolding København står noteret for 0 point, mens Skjern Håndbold har et enkelt point på tredjepladsen.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER