Patrick Andersen

HEI fokuserer på rammerne


Efter flere lige ved og næsten forsøg lykkedes det i denne sæson for HEI Håndbold at rykke op i herrernes 1. division. Den umiddelbare succes skyldes til dels den koncentrerede arbejdsindsats, som flere spillere har lagt for dagen, samt en velfungerende ungdomsafdeling, som år efter år udvikler unge talentfulde spillere. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.



Den konstante udvikling af talenter, samt oprykningen til 1. division forpligter selvfølgelig i en klub som HEI Håndbold. Fra at være en klub, som i mange år har været kendt for sit fornemme ungdomsarbejde, er det nu også blevet tid til at optimere rammerne for seniorerne.



Sportslig ansvarlighed

Med baggrund i ønsket om et endnu bedre set up, tiltræder den nuværende cheftræner Lean Bach-Nielsen i en nyoprettet stilling som sportslig ansvarlig for herresenior fra den kommende sæson.

– Jeg har været og er utrolig glad for at være en del af HEI Håndbold. Med oprykningen til 1. division, skal der lægges yderligere et lag på træning, forberedelse og rammerne som helhed, hvilket jeg ikke har kunnet forene med den tid, som jeg ønsker at have med min familie og mit civile job i Nordea kræver, udtaler Lean Bach-Nielsen.

Cheftrænerener glæder sig til, at han forsat i fremtiden kan være med til at styrke klubben og fortsætte den udvikling herreseniorafdelingen befinder sig i.

– At vi har kunnet finde en løsning, som tilgodeser alle parter og styrker det samlede set up i HEI Håndbold er fantastisk, og jeg ser meget frem til at være en fortsat del at klubben, samt være medvirkende til at HEI Håndbold etablerer sig som en attraktiv klub for både spillere og sponsorer, udtaler Lean Bach-Nielsen.

Klubben er utrolig glad for, at det er lykkedes at fastholde en kapacitet som Lean Bach-Nielsen, fortæller bestyrelsesformand Bo Jørgensen.

– På denne måde bibeholder vi den viden og erfaring, herunder kendskabet til HEI som forening, som Lean i løbet af de sidste 3 sæsoner har fået som træner for herresenior. Samtidig får vi etableret et naturligt bindeled fra bestyrelsen til herresenior, hvilket er en nødvendighed for at kunne opfylde de ambitioner vi som klub har på vegne af vores unge talentfulde og hårdtarbejdende spillere, siger Bo Jørgensen.

Ny cheftræner


Første store opgave i HEI Håndbold bliver at besætte trænerposten til den kommende sæson. Det er en proces som har været i gang i længere tid, men som endnu ikke er afklaret.



– Vi har tidligere været lige ved og næsten, hvorfor vi også har afventet den endelige oprykning, som så endelig lykkedes i år. Vi skylder spillerne at gøre et grundigt stykke arbejde, således at deres ambitioner og indsats står mål med den kommende træners kvalifikationer og profil, udtaler bestyrelsesformand i HEI Håndbold, Bo Jørgensen.
















Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER