Patrick Andersen

Ny sundhedsstab på herrelandsholdet

Dansk Håndbold Forbund skal sammensætte ny sundhedsstab omkring herrelandsholdet, da det mangeårige behandlerteam har valgt at give plads til nye kræfter. Det skriver DHF i en pressemeddelelse.


I forbindelse med tiltrædelsen af Nikolaj Jacobsen som ny herrelandstræner har den mangeårige sundhedsstab valgt at træde tilbage, så den kommende landstræner kan sætte sit eget team omkring holdet.


– Vi har været til 11 slutrunder sammen i en periode, hvor holdet har været helt oppe i verdenstoppen. Det har været en fantastisk rejse, og vi er meget taknemmelige for de fantastiske oplevelser, vi har haft. Det har været fantastisk givende rent fagligt at kunne erfaringsudveksle med teamet på hver eneste samling, og så har det samtidig været helt unikt at få lov at arbejde med så mange ambitiøse mennesker, som der er på og omkring et landshold. Vi ønsker dem al mulig held og lykke, siger det afgående sundhedsteam, der består af fysioterapeuterne Peter Poulsen og John Bruun samt læge Steen Bo Kalms.


Landsholdsledelsen kommer til at tage den nødvendige tid for at få de rette kompetencer ind på teamet, og derfor kan der sagtens blive tale om midlertidige behandlere i forbindelse med de kommende landsholdssamlinger, hvor der står EM-kvalifikationskampe på menuen.


– Nu sætter jeg mig sammen med Morten Henriksen (kommende sportschef i Dansk Håndbold Forbund, red.) og kigger på, hvad det er for nogle sundhedsfaglige kompetencer, vi har brug for at få ind i vores team. Så snart vi har det på plads, begynder vi at kortlægge potentielle kandidater, og så håber vi, at vi kan lande den rette sundhedsstab så hurtigt som muligt, siger Danmarks herrelandstræner, Nikolaj Jacobsen.


Peter Poulsen har været en del af DHF’s behandlerteam på ungdomsniveau siden 1987 og været med herrelandsholdet siden 1996. John Bruun kom ind i DHF-regi i 1991, hvor han arbejdede med ungdoms- og B-landshold indtil 2007 og har siden været tilknyttet A-landsholdet. Steen Bo Kalms startede som læge i DHF i 2005 og har været en del af på A-landsholdet siden.

















Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER