Patrick Andersen

1. divisionsklubber om ny struktur: Oprykningsmulighed fratages

Både Fredericia Håndboldklub og Skive fH er ikke fulde af begejstring for den nye struktur i 888ligaen, der ventes vedtaget på tirsdag i næste uge.


En ny struktur har været under opsejling længe. Et udvalg bestående af blandt andet Århus-direktør Jan Nielsen havde arbejdet på en struktur, der skulle gøre sommerpausen kortere for de klubber, som ikke kommer i slutspillet i 888ligaen.


Forslaget var, som det blev fremlagt forleden dag, at nummer 9-13 i 888ligaen skulle i kvalifikationskampe mod hinanden og at nummer 13 efterfølgende skulle spille mod enten nummer 2 eller 3 fra 1. division.


– Der var store diskussioner frem og tilbage, hvor der ikke rigtig var den store, brede enighed. Thomas Christensen (direktør i Divisionsforeningen, red.) sagde så, at de ville tage det op i bestyrelsen og indtil forleden dag, havde vi slet ikke hørt om sagen siden. Vi kunne læse på HBOLD.dk og i andre medier, at Jan Nielsen (Århus Håndbolds direktør, red.) og Thomas Christensen havde udtalt sig i Jyllands-Posten. Her sagde Thomas, at det blot var en formalitet at få det godkendt, på trods af klubberne dengang på mødet ikke var enige. Det finder jeg utilfredsstillende, siger herreudvalgsformand i Fredericia Håndboldklub, Lars Skytte, til HBOLD.dk.


Skytte bakkes op af Skive-lejren, som han løbende har haft en dialog med. I samarbejde med Skive, har FHK’s herreudvalgsformand udarbejdet en skrivelse til Divisionsforeningen, hvor de kommer med kritikpunkter.


– Det viser, at selvom vi er konkurrenter på banen, så kan vi sagtens samarbejde udenfor banen. Det er fint med en debat om strukturen, og begge klubber er enige i problematikken som Århus m.fl. har med den nuværende. Problemet er blot, at oprykningsmulighederne fratages for 1. divisionsklubberne, og det er det vores kritik går på, fortæller Skive fH’s direktør, Peter Andersen, til HBOLD.dk og slår fast:


– Det er utilfredsstillende, at forslaget ser ud til at komme igennem på den måde. Vi har slet intet fået at vide om det, udover hvad vi har kunne læse i pressen.


Lille ændring kan gøre stor forskel


Lars Skytte påpeger, at en lille, men ikke uvæsentlig ændring, i den foreslåede struktur kan gøre en stor forskel for satsende 1. divisionsklubber som Skive, Fredericia, Team Sydhavsøerne, TMS Ringsted, Lemvig-Thyborøn Håndbold og til næste sæson Randers HH.


– I forhold til den struktur, som der arbejdes med, kunne man jo fx sige, at nummer 8-13 i ligaen stadig kæmper om at undgå kvalifikationskampe. Der kunne man sige, at nummer 12 og 13 skal ud at spille play-off-kampe mod nummer 2 og 3 i 1. division, som de gør hidtil, fortæller Lars Skytte, som håber, at FHK’s og Skives skrivelse bliver taget til efterretning af Divisionsforeningen.

















MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER