Simon Jensen

Tidligere ligakeeper skifter til Fredericia

Thomas Aagaard, der har en fortid hos blandt andre Mors-Thy Håndbold, vender efter to år i norsk håndbold og ét år i hollandsk håndbold hjem til de danske divisioner igen.


Denne gang skal Thomas Aagaard, der også tidligere har spillet ungdomshåndbold for AaB Håndbold (nu Aalborg Håndbold, red.), imidlertid ikke repræsentere en klub på højeste niveau i Danmark.


Han skal derimod en tur til herrernes 1. division, hvor de ambitiøse oprykkere fra Fredericia HK står klar med en aftale til den tidligere ungdomslandsholdskeeper.


– Thomas skal bidrage med sin erfaring fra den store håndboldscene til vores unge mandskab. Det er helt i tråd med strategien, at vi tilknytter en ung målmand, som tror på vores projekt og fremtiden i Fredericia HK. For Thomas har det været meget vigtigt, at rammerne og træningsmiljøet er i orden, så der er optimale betingelser for fortsat udvikling, udtaler Thomas Larsen, der er bestyrelsesmedlem i Fredericia HK.


Thomas Aagaard skal i Fredericia HK udfylde et sæt store håndboldsko, når FHK-legenden, Lars ”Luffe” Knudsen efter denne sæson stopper med håndbold på topplan – og efter imponerende 23 sæsoner i selvsamme klub.


Det er dog imidlertid ikke noget, der skræmmer den kommende Fredericia-målmand, der ser frem til at blive en del af FHKs 2020-plan.


– Jeg glæder mig til at skifte til Fredericia HK. Jeg har ikke spillet i Danmark i tre år, men jeg har fulgt med på sidelinjen. Jeg har også fulgt Fredericia HKs 2020-plan. Det ligner og lyder som et rigtig spændende projekt, som jeg er stolt over at skulle bidrage til, fortæller den danske keeper.


Thomas Aagaard og Fredericia HK har sammen indgået en to-årig aftale.


Mest læste på EUROPAMESTER.DK

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER