Miklas Ravn Campbell

Endnu en Esbjerg-spiller sætter skoene på hylden

 


Den 33-årige Tove Seest stopper efter denne sæson sin aktive karriere.


Først var det Susanne Kastrup Forslund og Ida Bjørndalen, som meddelte at deres karriere skulle stoppe efter den igangværende sæson. Men nu er der en ekstra spiller, der er kommet med samme meddelelse til Team Esbjerg.


Det er den danske venstrehånd Tove Seest, som også har valgt at stoppe som professionel håndboldspiller efter denne sæson.


Dette betyder, at det for 3 Team Esbjerg-spilleres vedkommende kan være deres sidste kamp som professionelle.


Team Esbjerg spiller nemlig den sidste kamp i grundspillet mod TTH-Holstebro. Og hvis de skal have bare en lille chance for at komme med i slutspillet, så skal de vinde torsdagens kamp. Men de er samtidig afhængige af, at Odense taber deres kamp til Viborg. Hvis dette ikke sker, så er sæsonen slut for de danske mestre.


For Tove Seest er det familielivet, som har betydet mest for hendes beslutning:


– Tiden er inde til at prøve noget andet i livet end håndbold på topplan, og jeg og min kæreste, Carsten, vil rigtig gerne have et barn, siger Tove Seest til klubbens hjemmeside.


Tove Seest har spillet i Esbjerg siden 2011. Det er dog ikke sikkert, at der er snak om et endegyldigt farvel til klubben, da Tove Seest og Team Esbjerg er i dialog om en anden funktion i klubben.


Team Esbjerg spiller sæsonen måske sidste kamp på torsdag kl. 19:30, når de tager imod nedrykningstruede TTH-Holstebro.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER