Simon Jensen

Markussen betvivler CL-avancement efter tomålsnederlag

Skuffelsen har med stor sandsynlighed været stor i BSV-lejren efter gårsdagens Champions League-1/8-finale mod Pick Szeged. Det danske mandskab førte i store perioder af kampen og var undervejs i front med fem scoringer. Alligevel måtte man indkassere et nederlag på to mål.


Foran 13-8 ved pausen efter en flot, kynisk og effektiv BSV-afvikling af håndboldduellens første 30 minutter, skulle kampforløbet imidlertid vende sig aldeles på hovedet i de sidste og afgørende 30 af slagsen.


Således tabte Bjerringbro-Silkeborg 2. halvleg med 18-11 – og de kan derfor nu rejse til Ungarn i næste weekend med et knap så godt udgangspunkt i bagagen.


– Det var ikke det resultat, som vi havde håbet på. Efter første halvleg drømte vi om sejren og måske endda et forspring på nogle mål inden returkampen, men nu bliver det rigtig svært for os at gå videre, fortæller Nikolaj Markussen til BSVs hjemmeside.


– Vi er skuffede. Vi havde håbet, at vi kunne vinde og øge spændingen før returkampen i Szeged. Hvis Pick Szeged var favoritter, før de to 1/8-finalekampe, så er de meget store favoritter nu. Vi tager til Szeged for at opsøge vores muligheder. Vi viste, at vi kan udfordre dem i første halvleg, men vi kunne ikke over 60 minutter i dag, fortsætter venstrebacken.


Bjerringbro-Silkeborg og Pick Szeged spiller returkamp i Ungarn søndag den 2. april.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER