Simon Jensen

Skanderborg sikker på at undgå direkte nedrykning

Efter lørdagens resultater, der flaskede sig ud i ét Skanderborg-point og nul Randers-points, er førstnævnte håndboldklub nu endegyldigt sikker på ikke at rykke direkte ned. Det er derimod Randers HH, der må forberede sig på en ny sæson i herrernes 1. division.


Ligaoprykkerne fra Randers HH får dermed altså kun en enkelt sæson i 888 Ligaen. Det står fast, efter at kronjyderne tabte på udebane til SønderjyskE lørdag eftermiddag.


Kravet for en Randers-overlevelse var nemlig, at de selv skulle vinde i Skansen – og senere i Skanderborg – samtidigt med at Skanderborg skulle tabe til Ribe-Esbjerg, og ja, senere til Randers selv.


Ingen af Randers-kriterierne gik dog i deres retning – og så kunne Skanderborg i stedet i deres egen kamp ærgre sig over, at de i stedet for ét point ikke kunne tage begge af slagsen mod vestjyske – og slutspilsklare – Ribe-Esbjerg.


Det startede ellers så godt for Skanderborg, der i 1. halvleg fik opbygget en femmålsføring, 17-12. I starten af 2. halvlegs første minutter blev den dog hurtigt barberet ned til kun et enkelt mål.


Skanderborg-spillerne skulle dog imidlertid ikke bruge lang tid på igen at bringe sig i front med fem pinde – i stedet øgede hjemmeholdet nemlig til 22-17, da der resterede 18 minutter af opgøret.


De vestjyske gæster arbejdede sig dog ihærdigt tilbage i kampen og kunne med Jacob Holms ottende scoring i kampen til slutresultatet 28-28 således tage ét point med vestpå.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER