Patrick Andersen

Ny hovedsponsor i Viborg

Viborg HK og Spar Nord har indgået en 2-årig aftale om hovedsponsorat. Hovedsponsoratet sikrer Viborg HK optimal støtte og giver samtidig Spar Nord alle forudsætninger for eksponering gennem Viborg HK’s velkendte brand. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.


Med Spar Nord på holdet får Viborg HK en samarbejdspartner, der arbejder ud fra det samme værdisæt som den traditionsbundne klub. Ambitiøst går begge organisationer til værks i deres arbejde. Det handler om at skabe resultater alt imens den gode oplevelse bevares for kunden.


Om samarbejdet siger bestyrelsesformand i Viborg HK, Jørgen Hansen:


– Vi er utroligt glade for, at Spar Nord kommer med på holdet. Vi har oplevet, at Spar Nord har tænkt stort og været handlekraftige i dialogen med Viborg HK, hvilket går godt i spænd med vores ambitioner. Vi tror på et fantastisk samarbejde med Spar Nord fremadrettet til gavn for begge parter.


Sponsoratet træder i kraft allerede d. 23.03.2017, og bliver visuelt repræsenteret bl.a. med logo på fronten af spillertrøjerne. Som en af Danmarks største banker, forankrer Spar Nord sig endegyldigt i lokalsamfundet med sponsoratet i Viborg HK.


– Det er med stor glæde, at vi nu kan præsentere samarbejdet med Viborg HK, udtaler direktør i Spar Nord Viborg Charlotte Røhl og fortsætter:


– Viborg HK er en ambitiøs klub, der med det grønne hjerte har skabt glæde og begejstring – og ikke mindst stolthed – i såvel Viborg som hele Danmark igennem mange år. Klubbens evne og vilje til at skabe oplevelser og resultater for klubbens spillere og dens fans er vigtige værdier, som vi i Spar Nord Viborg ønsker at støtte op om.


Sponsoratet har naturligvis skabt stor glæde i Viborg HK, hvor sæsonen begynder at nærme sig sin afslutning, da slutspillet banker på døren.


– Vi er naturligvis rigtig glade for, at Spar Nord vælger at blive hovedsponsor i Viborg HK. Der er ingen tvivl om, at Spar Nord er et velkendt brand i sig selv. At de vælger at blive hovedsponsor i Viborg HK ser vi som en anerkendelse af, at vi har et stærkt brand, der er interessant for lokale såvel som nationale sponsore, siger direktør i Viborg HK, Henrik Dahl.


 


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER