Oliver Jørgensen

Magnus Dahl: En fantastisk følelse

Skjern slog onsdag aften rivalerne fra TTH Holstebro, i en intens kamp om vigtige point i grundspillets topstrid.


Som altid når de to hold mødes, var kulissen og rammen omkring opgøret i absolut topklasse. 3197 tilskuere havde fundet vej til Skjern Bank Arena for at bevidne lokalbraget.


Hjemmeholdet fra Skjern endte med at trække sig sejrrigt ud af opgøret. Bl.a. efter en lidt overraskende stor rolle af norske Magnus Dahl. Den 28-årige målmand erstattede Tibor Ivanisevic efter 14 minutters spil og gjorde det strålende i Skjern-målet.


– Jeg ved hvor meget kampen betyder for klubben, for fansene, for sponsorerne – ja, alle i og omkring Skjern Håndbold. Derfor var det en fantastisk følelse at bidrage til sejren, udtalte Magnus Dahl efter kampen.


Den norske målmand, der har udmeldt at han stopper son karriere efter denne sæson, har ellers ikke fået meget spilletid efter jul. Efter at Tibor Ivanisevic blev hentet til klubben henover vinterpausen, har Magnus Dahl fulgt det meste af forårssæsonen fra bænken. Derfor var det også befriende at få lov til at komme ind og gøre en forskel.


– Det var en stor sejr i en fed kulisse. Jeg har ikke så mange kampe tilbage som håndboldspiller, så jeg elskede hvert eneste minut. Sejren skal nydes i fulde drag, fortalte keeperen.


Skjern ligger efter kampen på en 4. plads. Et enkelt point efter netop TTH.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER