Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

Simon Jensen

Boysen-scoring i sidste sekund cementerer vestjysk slutspilsplads

Rasmus Boysen blev med en scoring i de allersidste sekunder helten for Ribe-Esbjerg, da de denne aften besejrede SønderjyskE med 26-25. Med sejren er vestjyderne sikre på deltagelsen i 888 Ligaens slutspil.


Scoringen faldt i et tomt mål efter en bolderobring i Ribe-Esbjerg-forsvaret – SønderjyskE kunne nemlig ikke bruge et 25-25-resultat til noget og måtte derfor satse alt ved at bytte keeperen ud med en ekstra markspiller.


Satset gav dog ikke det fornødne udbytte, og så kunne forsvarsspecialist Boysen ellers slå det sidste håb ud af den sønderjyske slutspilsdrøm – og i stedet endegyldigt tænde den vestjyske af slagsen.


Forud var gået et enormt jævnbyrdigt opgør, hvor ingen af holdene på noget tidspunkt kunne finde dem selv hverken sikkert eller komfortabelt i front.


I stedet bølgede føringerne frem og tilbage mellem de to hold, og derfor var det heller ikke nogen overraskelse, at måltavlen viste 13-13 ved pausen.


I 2. halvleg var hjemmeholdet fra Ribe-Esbjerg, der første gang viste tænder, da de scorede tre gange i streg i løbet af fire minutter og derved bragte sig foran 19-16.


SønderjyskE svarede dog over de næste ti minutter godt igen på den vestjyske fremfærd, og i stedet kunne de udligne til 20-20 – og også siden selv bringe sig i front med 21-20. Herforinden havde Ribe-Esbjerg ikke scoret i over ti minutter, og den stime blev først brudt, da Philip Holm udlignede til 21-21 med otte minutter igen.


I disse afsluttende otte minutter var SønderjyskE faktisk foran med 25-23, da der resterede lidt under tre minutter – men Ribe-Esbjerg fik via Aku Kreutzmann og Rasmus Nielsen udlignet til 25-25.


I det afsluttende angreb satsede SønderjyskE så hele butikken ved at bringe den syvende markspiller i aktion – men det slog bagslag, da vestjydernes Rasmus Boysen kom imellem en aflevering fra Mattias Thynell til Göran Sørheim, og så kunne Boysen score i tomt mål til 26-25.


Dermed er Ribe-Esbjerg definitivt klar til slutspillet i 888 Ligaen, mens SønderjyskE lige så definitivt er uden chancer for at nå med i selvsamme slutspil.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER