Patrick Andersen

TTH forlænger med lokale fløjspillere

TTH Holstebro har indgået to nye kontrakter med et par klubbens unge lokale talenter. Venstre fløj Emil Sidelmann har indgået en 1-årig aftale, mens højrefløjen Jeppe Hauskov har indgået en 2-årig aftale. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.


Med underskriften af de to unge fløjtalenter har Patrick Westerholm sikret sig to spændende fløjspillere, som fremover kommer til at danne makkerpar med de to ligaprofiler Kasper Kildelund og Magnus Bramming.


I TTH Holstebro er der stor glæde over de nye aftaler med de to spillere.


– For os som klub er det med stor stolthed og glæde, at vi kan præsentere to af vores egne talenter på en ligakontrakt. Begge spillere har et stort potentiale og har gennem de sidste par sæsoner vist, at de både har den rette vilje og kvalitet til at begå sig på holdet. I TTH glæder vi os over, at vi via klubbens talentmiljø og Talentplan 2020 er i stand til at udvikle lokale spillere til vores ligahold. Det betyder meget for håndbolden i Holstebro og omegn, og for vores publikum og sponsorer, at TTH år efter år kan skabe spillere i egen baghave, siger en stolt TTH-direktør John Mikkelsen.


Emil Sidelmann er en ægte klubmand – og en arbejdsom venstrefløj, der kommer fra Tvis Håndbold. Han har gennem de seneste par sæsoner arbejdet sig op på liganiveau via hårdt arbejde og stor vilje. Han kaldes i øvrigt ”Skjerndræberen”, efter at han i efteråret var spilleren med det afgørende mål for TTH i sejren over Skjern Håndbold.


Emil Sidelmann glæder sig over at skulle fortsætte i TTH.


– Jeg har lært en masse, siden jeg blev rykket op i ligatruppen, og jeg vil fortsætte med at suge til mig. Jeg føler mig godt tilpas i klubben og nyder at være i det stærke træningsmiljø, som klubben besidder til fulde. Fremtidsudsigterne ser gode ud for holdet, da jeg synes, vi har et spændende hold, som udvikler sig i den rigtige retning, siger han.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER