Simon Jensen

Kolding København i overraskende nederlag til ungarere

Den spille- og resultatmæssige krise har efterhånden kradset i KIF Kolding København i mange måneder, og denne aften nåede den et nyt lavpunkt, da den danske storklub tabte til ungarske Tatabanya på hjemmebane i EHF Cuppen.


I den hjemlige liga befinder KIF Kolding København sig helt usædvanligt på ét af de yderste mandater i tabellen i forhold til at sikre sig en af de otte slutspilsbilletter.


Normalvis bejler KIF Kolding København til topplaceringerne i grundspillet – men i denne sæson er situationen en helt anden for det storsatsende mandskab.


I europæisk sammenhæng har tingene heller ikke kørt på skinner for den jysk-sjællandske klub. Således havde holdet før aftenens kamp mod Tatabanya kun hentet tre points af seks mulige – og efter opgøret var pointantallet det samme, denne gang dog af otte mulige.


KIF Kolding København tabte nemlig overraskende på hjemmebane til ungarske Tatabanya efter et opgør, hvor det danske hjemmehold ellers var i teten i store dele af kampforløbet.


Allerede i 1. halvleg fik KIF opbygget en firemålsføring ved 14-10, som dog var reduceret til 16-14 ved pausen. I 2. halvleg kom ungarerne hurtigt på 16-16, inden tre KIF-scoringer i træk sikrede en ny, solid hjemmebaneføring.


Ved stillingen 22-20 i dansk favør gik det dog imidlertid galt for værterne, der tabte den efterfølgende periode med 9-4, hvorfor slutresultatet i stedet blev negativt for Carlos Ortegas mandskab.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER