Simon Jensen

Talentfuld stregspiller forlænger i Holstebro

TTH Holstebro nedrustede forud for denne sæson i deres trup i dameligaen, da de sorterede de løntunge og erfarne spillere fra og i stedet satsede på unge spillere til at danne grundstammen i klubben.


Dette projekt er selvsagt noget langsigtet, og derfor er de umiddelbare resultater i denne sæson også udeblevet, idet TTH Holstebro i øjeblikket befinder sig i den tunge ende af tabellen, langt fra det slutspil, som holdet tidligere var en fast deltager i.


I bestræbelserne på – på lang sigt – at spille sig med i Primo Tours Ligaens slutspil har vestjyderne søgt noget kontinuitet og stabilitet på mandskabsfronten. Og det har resulteret i en kontraktforlængelse med den unge stregspiller, Line Skak.


– Lines udviklingskurve peger stærkt opad, og hendes gode fysik begynder for alvor at give bonus, samtidig med at hun tager mere og mere ansvar i begge ender af banen. Her har vi en spiller, der i de kommende år vil sætte et aftryk på ligaen, fortæller Pether Krautmeyer i en pressemeddelelse.


Line Skak og TTH Holstebro har indgået en forlængelse af den eksisterende kontrakt for yderligere én sæson.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER