Maja Laursen Bjerg

Westerholm før BSV-brag: Vi må ikke få udfald

TTH Holstebro skal spille godt i 60 minutter, hvis det skal blive til en sejr mod BSV. Det mener TTH Holstebro-træner Patrick Westerholm, der vil have gang i kontrafasen, så de undgår BSV’s offensive forsvar.


I aften tager TTH Holstebro imod BSV i et topopgør mellem rækkens nummer to og tre. Sidst de to hold mødtes, vandt BSV med mindst mulig margin, og det er desuden en gentagelse af sidste sæsons DM-finale.


Mange ting peger på, at det bliver et vaskeægte topopgør. Det bliver da også en intens og spændende affære, mener TTH Holstebro-træner Patrick Westerholm, der peger på, at stabilt spil over hele kampen kan gøre udfaldet.


– Det er vigtigt, at vi ikke får udfald i kampen, og det er der, vi har været udfordret. Vi spiller fint, men så er der perioder, hvor vi falder ud. Vi skal levere en koncentreret indsats, hvis vi skal vinde mod BSV, siger Patrick Westerholm til HBOLD.dk


Vil udenom offensivt forsvar


Patrick Westerholm har stor respekt for gæsterne, og han sender flere roser i deres retning. TTH Holstebro går dog benhårdt efter to point, og en af nøglerne til sejr bliver at få kontrafasen i gang, mener træneren.


– Det er et klassemandskab, som er forsvarende mestre, og som har den bredeste trup i ligaen. Det drejer sig om, at vi spiller godt, og at vi spiller på de præmisser, vi er gode til. Vi skal score mange kontramål, så vi ikke skal bokse med deres offensive forsvar, siger Patrick Westerholm.


Hvis hjemmeholdet kommer til at spille meget stationært angrebsspil mod BSV’s offensive forsvar, har Patrick Westerholm flere modtræk parat i ærmet.


– Vi har nogle taktiske ting, som vi kan prøve, og så kan vi spille syv mod seks, hvis det er. Vi har nogle forskellige modtræk, men nu må vi se, hvordan kampen udarter sig, fortæller træneren.


Der står meget på spil, når de to hold tørner sammen senere i dag. Med en sejr vil TTH Holstebro nemlig skabe et forspring på fem point til netop BSV, mens en sejr til BSV vil reducere forspringet mellem de to hold til ét sølle point. Kampen mellem de to tophold bliver fløjtet op klokken 18.30.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER