Simon Jensen

Team Esbjerg: Vi skal fra Ungarn med en god oplevelse

Når Team Esbjerg i eftermiddag indleder deres sidste udebanekamp mod det ungarske storhold fra Györ, bliver det ikke med den mikroskopiske chance for et videre avancement for øje, at vestjyderne spiller Champions League-opgøret.


I stedet vil fokus fra Team Esbjerg-trænerne Lars Frederiksen og Jesper Jensen være på at komme fra besøget i Ungarn en oplevelse og erfaring rigere – og hurtigst muligt derefter rette fokus ind mod de kommende, afgørende kampe i Primo Tours Ligaen.


– Vores succeskriterium vil være, at vi har en god dag og er i stand til at spille fornuftigt med, måske ved at spille lange angreb og irritere modstanderne lidt. Vi vil spille knaldhårdt i forsvaret og udføre noget af det, vi får brug for i de sidste, vigtige kampe i det hjemlige grundspil, fortæller Lars Frederiksen til klubbens hjemmeside.


– Vi lægger os ikke frivilligt ned, men tager heller ikke nogen chancer i forhold til de kampe, der venter derhjemme, fortsætter han.


Selvom Team Esbjerg rent teoretisk stadig har en mulighed for at avancere fra mellemrunden i Champions League til kvartfinalerne, er det ikke en chance, som vestjyderne jagter hovedløst – hvorfor de også har valgt at lade Rikke Zachariassen og Maria Mose Vestergaard sidde over kampen.


– Det optager os ikke, at vi stadig har en mikrochance for at nå kvartfinalerne, men derimod at komme igennem kampen i godt humør og med fin stemning inden de afgørende kampe i det danske grundspil, slutter Team Esbjerg-cheftræneren.


Opgøret mellem Györ og Team Esbjerg fløjtes i gang klokken 17:00.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER