Simon Jensen

Randers sikrede fint udgangspunkt i ren dansk EHF Cup-kvartfinale

Randers HK og Nykøbing Falster blev udtrukket i samme kvartfinale, da der blev trukket lod til EHF Cuppens ditto for nogle uger siden. Her til aften afvikledes den første kamp i Randers, hvor hjemmeholdet viste sig stærkest med sejren på 27-24.


Holdet fra Kronjylland, der ledes an af Ryan Zinglersen, er i den hjemlige Primo Tours Ligaen ved at fuldføre et større togt mod at sikre sig en slutspilsplads – fire sejre i træk i ligaen er blevet fulgt på vej af to sejre i EHF Cuppen.


Det var derfor et formstærkt hjemmebanehold, der tog imod Niels Agesens mandskab denne søndag aften. Det var imidlertid også værterne, der startede opgøret stærkest – således var Randers HK foran 7-4 efter tolv minutters spil.


Den føring hentede gæsterne fra Nykøbing Falster dog relativt hurtigt med tre scoringer på stribe, men den præstation kopierede værterne umiddelbart efter og var således i front med 12-9. Nok en kopi blev det dog til for gæsterne, der hentede tremålsføringen ind til 12-12. Ved pausen havde hjemmeholdet imidlertid sikret en spinkel føring på 15-14.


I 2. halvleg gentog store dele af kampmønstret sig fra 1. halvleg, og det blev således tæt og jævnt igennem lange perioder af de sidste 30 minutter.


Med omtrent ti minutter tilbage på haluret viste tavlen 21-21, og der var herved lagt i ovnen til en nervepirrende afslutning, hvor begge hold skulle forsøge at sikre sig det mest optimale udgangspunkt.


Dette endte det med, at Randers HK hev hjem med en god slutspurt, hvor de vandt kampens sidste sjettedel med 6-3 – og således kan gå ind til næste uges returopgør med en sejr på 27-24.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER