Simon Jensen

Nordsjælland fortsætter kursen mod ligastatus

Nordsjælland Håndbold blev på den mest grusomme og makabre måde frataget deres ligastatus før denne sæson, da Tønder slog dem over to kvalifikationskampe. Nu er sjællænderne imidlertid på vej tilbage i det fornemme selskab, blandt andet via aftenens sejr hos Lemvig-Thyborøn.


Netop Lemvig-Thyborøn er ellers ét af de mest formstærke mandskaber i herrernes 1. division, og det var derfor ikke nogen nem udebanetur, nordsjællænderne var taget på denne søndag.


Tabellen lyver nemlig i Lemvigs tilfælde, da de blev frataget seks points tidligere på sæsonen som følge af anvendelsen af en ulovlig spiller i flere kampe.


Før aftenens opgør mod Nordsjælland Håndbold havde vestjyderne således kun tabt én af otte kampe – og det var ikke langt fra, at den stime kunne forlænges til ni kampe efter denne søndags duel.


Der var igennem store perioder ikke mere end blot et enkelt eller to scoringer mellem de to mandskaber. Første tomålsføring noterede gæsterne sig godt nok for ved 7-5, men det fik Lemvig hentet i løbet af to minutter. Og først i de afsluttende minutter af 1. halvleg fik udeholdet igen skabt en afstand på to mål, 12-10, som holdt til pausen.


I starten af 2. halvleg bragte Nordsjælland sig for første gang i kampen i front med tre, men også den føring hentede Lemvig relativt hurtigt ved 16-16. Tre efterfølgende mål på stribe af gæsterne sørgede dog for at give udeholdet den fornødne overhånd og det fornødne forspring forud for slutfasen.


Her formåede Lemvig-spillerne nemlig kun at spise et enkelt af Nordsjællands føringsmål – og så sluttede duellen med en 24-22-sejr til liganedrykkerne.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER