Patrick Andersen

FCM-træner efter 1. plads: Kæmpe forløsning

Efter aftenens remis mod TTH Holstebro har midtjyderne sikret sig førstepladsen i grundspillet samt en billet til næste års Champions League. Det oplyser FCM i følgende meddelelse.


Der resterer stadig tre runder af grundspillet, men FCM Håndbold er allerede sikker på at indtage Primo Tours Ligaens førsteplads. Onsdag aften kunne midtjyderne føje ét afgørende point til kontoen efter en tæt affære ude mod TTH Holstebro, som endte 30-30. Og med Viborg HK’s nederlag i Nykøbing Falster kan ingen hold nå FCM Håndbold i toppen af tabellen. Det vækker glæde i FCM-lejren.


– Det er en kæmpe forløsning. Med grundspilssejren har vi allerede indfriet et af delmålene for sæsonen. Desuden er måden, som det er sket på, ganske imponerende. Vi har på forholdsvis kort tid eksekveret dét, som skulle til, så det er en kæmpe cadeau til spillerne, staben og hele setuppet i FCM Håndbold, siger cheftræner Kristian Kristensen og fortsætter:


– Desuden giver det næring til mere. På den korte bane skal vi kvalificere os til dette års kvartfinale i Champions League, hvilket vil være en sensation i forhold til de hold, som vi har været oppe imod. Og i sidste ende skal vi være med, når der skal deles medaljer ud til DM.


Også bag skrivebordet er direktør Jakob Mølgaard Christensen mere end tilfreds med holdets præstationer.


– Jeg er ovenud lykkelig. Vi har spillet en fremragende sæson indtil videre, og at vi kan lukke grundspillet med tre runder igen, havde ingen turde håbe på, da vi startede sæsonen. Det giver også en ekstra ro omkring forberedelserne til DM-semifinalen og en eventuel finale, siger Jakob Mølgaard Christensen.


Champions League for tredje år i træk


Med førstepladsen i grundspillet følger også en billet til næste års Champions League, og det er, ifølge FCM-direktøren, noget som betyder ekstra meget for klubben.


– Champions League-deltagelse er det, som alle spillere gerne vil opnå, så det er fantastisk, at vi kan kvalificere os for tredje år i træk. Det passer spot-on med vores 2020-plan om at være i top to i Danmark, og det skal vi fortsætte med de kommende sæsoner, siger Jakob Mølgaard Christensen.


FCM-træneren er enig. Champions League-deltagelse er ifølge Kristian Kristensen et vigtig mål for klubben.


– Mange af spillerne har valgt FCM, fordi de vil spille europæisk tophåndbold, så det betyder utrolig meget, at vi har sikret os billetten endnu engang. Som klub bliver vi bekræftet i, at vi gør tingene rigtigt, og vi tror på, at vi kan føre det til nye højder ved fortsat samarbejde og fælles retning, forklarer Kristian Kristensen.


FCM Håndbold har tre kampe tilbage i grundspillet, hvoraf de to første er på FCM Håndbolds ubesejrede hjemmebane mod henholdsvis Nykøbing F. Håndbold og Randers HK. Midtjyderne slutter grundspillet af ude mod København Håndbold.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER