Patrick Andersen

Unge talenter forlænger med Skjern

Skjern Håndbold har forlænget kontrakten med to af klubbens unge talenter. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.


For knap to år siden løb en ung gut på 18 år iklædt trøjenummer 34 op og ned af højresiden i Portugal.


En skade til det normale førstevalg, René Rasmussen, banede vejen for Mathias Glieses officielle debut i Skjern-trøjen – endda på udebane mod FC Porto i EHF-Cuppen.


Siden debuten har den spændstige højrefløj været omkring ligaholdet med ugentlige træningspas. Til den kommende sæson kan Skjern-tilhængerne se frem til endnu mere fra Mathias Glieses venstrearm.


Vestjyderne har underskrevet en et-årig kontrakt med Gliese, som til dagligt går på Talentakademiet i Skjern.


– Skjern Håndbold har betydet alt for min udvikling, og derfor er jeg umådelig stolt over at blive en fast del af truppen til den kommende sæson. I den forbindelse skal Allan Jørgensen (udviklingschef red.) have et kæmpe tak for sit konstante engagement omkring min udvikling, siger Mathias Gliese, som får selskab af Lasse Hamann-Boeriths.


Den unge playmaker har endnu sin officielle debut i Skjern-trøjen til gode, da Hamann- Boeriths tilbage i september-måned pådrog sig en bruskskade.


Trods den langvarige skade har Skjern Håndbold og Lasse Hamann-Boeriths midt i genoptræningsforløbet valgt at forlænge samarbejdet med yderligere én sæson.


– Jeg trives rigtig godt i klubben. Alle rundt om holdet og specielt mine holdkammerater har været utrolig støttende i mit skadesforløb, og den support glæder jeg mig til at gengælde på banen. Derfor er jeg rigtig glad og stolt over at kunne kalde mig Skjern- spiller i yderligere én sæson, siger Lasse Hamann-Boeriths.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER