Patrick Andersen

Kjeldgaard forlænger med SønderjyskE

Claus Kjeldgaard har i fire sæsoner leveret spektakulære og afgørende scoringer i de døende sekunder til kæmpe jubel for de håndboldglade sønderjyder. Det oplyser SønderjyskE i en pressemeddelelse.


Nu er det sikkert og vist, at Claus Kjeldgaard fortsætter med at bombe for ligaklubben SønderjyskE, som dermed kan sætte endnu et hak på holdkortet til den kommende sæson:


– Claus Kjeldgaard har i flere sæsoner været en vigtig spiller for holdet, siger sportsdirektør Simon Hajdu Lindhardt, og fortsætter:


– Han er en værdiskaber for os, og han forventer rigtig meget af sig selv; men også af sine holdkammerater. Han er en vild fightertype, en fantastisk forsvarsspiller, og så har han bare et skud af en anden verden.


– Han kan pludselig levere det spektakulære skud i kampens sidste sekunder, som vinder pointene for os. Det glæder jeg mig over, at han også vil fortsætte med i den kommende sæson.


– Vi håber også, at vi og Claus Kjeldgaard vil opleve en sæson, hvor han er helt skadesfri. Så er han i stand til at levere til helt ekstraordinære, og bliver dermed også en vigtig nøglespiller for os, understreger Simon Hajdu Lindhardt.


Også Claus Kjeldgaard ser frem til en femte sæson i SønderjyskE:


– Jeg er utrolig glad for at skulle være en del af den nye trup og det nye trænerteam i klubben. Det giver mig et ekstra kick, at jeg skal være en del af den nye satsning, hvor vi både kan se frem til et delvist nyt trænerteam og en række nye spillere i truppen.


– Efter et længere skadesforløb, glæder jeg mig ikke mindst til at komme tilbage for fuld styrke og bidrage på det sportslige plan i højere grad, end det har været muligt i den første halvdel af indeværende sæson, fortæller Claus Kjelgaard.


– Der er flere ting, som har bidraget positivt til beslutningen om at forlænge kontrakten med SønderjyskE.  Det er helt klart Sønderborg og Als området, hvor vi trives som familie samt ikke mindst den evigt omtalte hjemmebane, vi har i Broager Sparekasse Skansen.  Uden den opbakning, vi oplever til hjemmekampene, tror jeg faktisk ikke at det havde været muligt at have en klub som SønderjyskE i Sønderborg.


– Det er et privilegie at spille foran fulde huse til hver eneste hjemmekamp, og det nyder jeg personligt i fulde drag. Vi har bare Danmarks bedste publikum – i både medgang og modgang, slutter Claus Kjeldgaard.


Claus Kjeldgaard har spillet i SønderjyskE siden den 1. juli 2013.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER