Patrick Andersen

Dansk håndbold laver ny stor tv-aftale

Flere danske håndboldkampe på tv har været en stor succes. Nu forlænger TV 2, Divisionsforeningen og Dansk Håndbold Forbund rettighedsaftalen med en ny aftale for årene 2020-2025. Det oplyser Divisionforeningen i en pressemeddelelse.


Allerede inden den nuværende rettighedsaftale til dansk håndbold nærmer sig udløb, forlænger TV 2, Divisionsforeningen Håndbold og Dansk Håndbold Forbund samarbejdet, så dansk liga-, pokal- og landsholdshåndbold kender sine vilkår og sin tv-partner helt frem til sommeren 2025.


Dermed er der tv-mæssig og økonomisk afklaring for dansk håndbold i yderligere fem år, efter at den igangværende aftale udløber i 2020.


– I den nuværende aftaleperiode har vi fået en sportskanal, TV 2 SPORT, som har omfavnet håndbolden med masser af tv-kampe, og som er blevet den stærkeste blandt de rene sportskanaler. Seerne er begejstrede for dansk håndbold, og det samme er vi, siger TV 2s sportschef, Frederik Lauesen, og fortsætter:


– Håndbold er en del af TV 2s og TV 2 SPORTs DNA, og håndbold er den sportsgren, som de danske tv-seere bruger mest tid på. Derfor er det med stor tilfredshed, vi indgår aftale om at sende og deltage i udviklingen af dansk håndbold i mange år frem.


En stærk platform for håndbolden


Ifølge håndboldaftalen, der nu gælder frem til 2025, bliver der både live-håndbold på TV 2s hovedkanal, på TV 2 SPORT og på TV 2 PLAY. Hos Divisionsforeningen Håndbold tager man imod den nye aftale med stor glæde.


– De danske elitehåndboldklubber er utroligt glade for, at vi er sikret en så stærk platform, som TV 2 og TV 2 SPORT er, for håndbolden helt frem til 2025. Ingen ved, hvad der sker på hele mediemarkedet de næste otte år, men med denne aftale er vi sikret en plads og en sikkerhed for, at vores sport er med helt forrest i Danmark. Sport og i særdeleshed håndbold skal ses live – om det så er i hallerne eller på tv – og det er vi sikret nu. Det er bestemt en god dag for dansk klubhåndbold, siger direktør i Divisionsforeningen Håndbold, Thomas Christensen.


Klubbernes tilfredshed deles hos Dansk Håndbold Forbund (DHF).


– Det er fantastisk, at vi nu med denne aftale har sikret en massiv dækning af håndboldsporten de næste otte år. Det er helt centralt for os, at danskerne kan se håndbold på en landsdækkende kanal, og med TV 2 har vi ydermere en samarbejdspartner, der bidrager med udviklingsfokus og stort hjerte for vores sport, siger direktør i DHF, Henrik M. Jacobsen.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER