Miklas Ravn Campbell

Sønderjyske comeback sikrer uafgjort mod TTH

TTH Holstebro tog mandag aften imod Sønderjyske i 888ligaen. Det var en spændende kamp, som endte uafgjort 31-31.


I Gråkjær Arena i Holstebro var der til aften dobbeltarrangement, da TTH Holstebros kvinder umiddelbart inden herrerne var i kamp mod NFH. Den kamp endte med en sent nederlag til hjemmeholdet, så nu skulle herrerne forsøge at få lidt point til hjemmepublikummet.


Men i starten af kampen lignede det ikke, at hjemmeholdet i Holstebro skulle få point denne aften. Det var nemlig gæsterne fra Sønderjyske, der kom bedst fra start.


Sønderjyske var efter næsten 20 minutters spil foran med 8-12 og 9-13. Men kort inden pausen fik hjemmeholdet hentet lidt ind på sønderjyderne, og de kunne derfor gå til pause med stillingen 13-15.


Der gik ikke længe, inden hjemmeholdet havde hentet det sønderjyske forspring. Efter 40 minutters spil var kampen nemlig helt lige igen.


Nu var det så hjemmeholdets tur til at komme i front. De fik efter 47 minutter deres første 3-målsføring, da kampen stod 24-21.


Hjemmeholdets tilskuere kunne nu tro på, at der skulle komme en sejr til TTH Holstebro. Og da kampen med under 3 minutter tilbage stod 31-27, så virkede de to point til hjemmeholdet yderst sikre. Men Sønderjyske ville det anderledes. De lukkede fuldstændig ned for hjemmeholdet, og de lykkedes også med deres aktioner i angrebet.


Kampen stod 31-30, da der resterede under 30 sekunder af kampen og hjemmeholdet havde bolden. Peter Balling, der lige er kommet tilbage fra flere måneders skade, brændte sit forsøg på Sønderjyske målet, da der manglede 15 sekunder af kampen. Og gæsterne havde nu muligheden for at sikre et uafgjort resultat. Da Kenneth Bach Hansen scorede få sekunder før tid, var comebacket nu fuldendt. Kampen endte 31-31.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER