Simon Jensen

Rutineret keeper forlænger med Mors-Thy

Mors-Thy har i denne sæson overrasket mange håndboldinteresserede med deres pointhøst. Én af årsagerne til at klubben blandt andet stadig er slutspilsaktuel skal findes i målet hos den nordvestjyske klub.


Da Mors-Thy i sin tid hentede Kasper Larsen i Bjerringbro-Silkeborg, klappede mange i hænderne over det scoop, som Jan Paulsen og kompagni havde gjort sig med erhvervelsen af den dygtige keeper.


Blot lidt over et halvt år senere har Kasper Larsen tilmed også overgået de forhåbninger og forventninger, der har været placeret på hans skuldre – og derfor virker det også helt logisk og naturligt, at Mors-Thy og Kasper Larsen i fællesskab har forlænget deres samarbejde.


– Både Mors-Thy Håndbold og Kasper har været meget tilfredse med samarbejdet, og derfor har snakken om yderligere forlængelse været helt naturlig, beretter Henrik Hedegaard, der er bestyrelsesmedlem i Mors-Thy.


– Kasper er på alle måder en god fyr, som passer godt ind hos Mors-Thy Håndbold, og så kan vi jo ikke komme udenom, at han har præsteret på et meget, meget højt niveau i sin tid her, så selvfølgelig var vi interesserede i at beholde Kasper i klubben, fortsætter han.


Kasper Larsen har hidtil i denne sæson leveret på et så højt og stabilt niveau, at han rangerer som den målmand med den tredjehøjeste redningsprocent i 888 Ligaen – kun overgået af Aalborg Håndbolds Søren Westphal og SønderjyskEs Thorsten Fries.


Den store rolle og det medfølgende ansvar, som Kasper Larsen har fået som førstekeeper i Mors-Thy-truppen, er også én af flere medvirkende årsager til, at han har valgt at forlænge sit ophold i klubben.


– Det var helt naturligt for mig at forlænge aftalen, og det er dejligt at vi har fundet en løsning. Jeg er faldet godt til både på og udenfor banen i Mors-Thy Håndbold, hvor der er god opbakning fra fans og sponsorer – generelt er klubben bare et fedt sted at være, fortæller Kasper Larsen.


– Sportsligt er det gået godt i denne sæson, og det er fedt at være med til at løfte holdet og have en stor rolle med masser af ansvar – det tiltaler mig og er med til at udvikle mig både sportsligt og menneskeligt, slutter den 27-årige keeper.


Kasper Larsen og Mors-Thy har forlænget deres samarbejde for yderligere to sæsoner, sådan at den oprindelige kontrakt – der ville udløbe i 2018 – nu strækker sig til sommeren 2020.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER