Simon Jensen

Kulturbærer fortsætter i Skanderborg

Skanderborg Håndbold har fået for vane at udklække dygtige fløjspillere i deres ligatrup. En sådan er Andreas Væver også, og derfor spreder det også glæde i Skanderborg-lejren, at han har valgt at forlænge sin kontrakt i klubben.


Spillere som Johan Hansen og Tim Sørensen, der begge har været inde i landsholdsvarmen for ganske nyligt, har tidligere trådt deres håndboldsko i Skanderborg Håndbold-regi.


Der eksisterer derfor en positiv kultur omkring udviklingen af fløjspillere i den østjyske håndboldklub – og den har Andreas Væver også gjort sit til at blive en del af.


Den tidligere U-landsholdsspiller, der har været i klubben siden han var fire år gammel, har således i flere sæsoner bevist sin berettigelse som fløjspiller i den bedste danske række. Skader har dog i denne og sidste sæson spændt ben for den 24-årige Skanderborg-spiller.


– Andreas er jo om nogen synonym med Skanderborg Håndbold. Han har taget hele vejen fra ungdomsafdelingen, SHEA og var en fast bestanddel af ungdomslandsholdet, indleder Preben Skovsgaard, der er medlem af det sportslige udvalg i Skanderborg Håndbold.


– Sidste sæson blev ødelagt af et springerknæ, som der kom styr på i sommers, men desværre gav en irriteret sene i samme knæ også i denne sæson problemer. Et mindre indgreb i december har nu gjort Andreas helt fit for fight igen, og han er tilbage på træningsbanen og klar til at tørne ud for holdet igen, fortsætter han.


I næste sæson skal Skanderborg-spillerne og alle andre i og omkring klubben vænne sig til et nyt ansigt på trænerbænken – således drager Nickolej Krickau til GOG, mens den tidligere Fredericia-træner Nick Rasmussen overtager tøjlerne i Skanderborg. Og også han udtrykte et stort ønske om at beholde Andreas Væver i truppen.


– Det var et stort ønske for vores nye cheftræner Nick Rasmussen at beholde Andreas i truppen til næste sæson, men vi har også god vidst, at Andreas på et tidspunkt også gerne ville prøve hans talent af på et højere niveau, end vi er på lige nu, erklærer Preben Skovsgaard.


– Vi er nu kommet til enighed om at Andreas fortsætter endnu en sæson i den grønne trøje og det glæder vi os rigtigt meget over. Det er en vaskeægte kulturbærer i klubben og når han er tilbage i kamptræning er han en meget stor gevinst for holdet, slutter han.


Andreas Væver og Skanderborg Håndbold er blevet enige om at forlænge samarbejdet for yderligere én sæson.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER