Patrick Andersen

Udekamp i Paris skal skærpe de danske mestre

Bjerringbro-Silkeborg ved godt, at det bliver svært at hente point i udekampen mod Paris SG. De tager i stedet til Paris med et mål om at skærpe elementer af deres spil. Det skriver BSV i en optaktsmeddelelse.


Drømmen lever fortsat, konstaterer Bjerringbro-Silkeborgs cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen forud for de sidste fem kampe i gruppespillet i VELUX EHF Champions League. Drømmen er en plads i 1/8-finalerne i verdens fineste klubturnering, og med kun to point op til Wisla Plock på gruppens sjetteplads, der netop giver adgang til 1/8-finalerne, er den drøm stadig opnåelig.


– Vi glæder os til at komme i gang med den sidste del af vores VELUX EHF Champions League-kampagne. Ved indgangen til den sidste del har vi stadig muligheden for at nå drømmen om at komme videre. Det er dejligt motiverende, men vi er klar over, at der skal flere point på kontoen, og med fire udekampe de næste fire weekender bliver det en tough opgave at indfri drømmen, siger Peter Bredsdorff-Larsen.


Om en uge venter nøglekampen for Bjerringbro-Silkeborg, når de på udebane møder rivalerne fra Wisla Plock, mens det denne weekend gælder det en af de allerhårdeste opgave. Midtjyderne skal på besøg i Paris hos Mikkel Hansen, Nikolaj Karabatic og co., og de ved godt, at det nok ikke er i den kamp, at de kan tanke to point ind på kontoen.


– Vi kan ikke have realistiske forventninger om at vinde den kamp, men vi leverede en ganske god kamp mod Paris i oktober i en fyldt Jyske Bank Boxen, og vi vil forsøge at vise, at vi kan lære af den kamp og veksle det til en endnu bedre præstation i Paris.


– Vi arbejder videre i VELUX EHF Champions League og forbereder os også på en rigtig vigtig kamp i næste uge i Plock, så vi skal skærpe nogle elementer i vores spil, lyder det fra Bjerringbro-Silkeborg-træneren.


Netop med tanke på de udfordringer, der venter Bjerringbro-Silkeborg senere i foråret, er kampen i Paris en god test af holdet styrker. Derfor glæder de danske mestre sig til at komme til Paris og vise, hvad de kan.


– Vi evaluerede rigtig fint på vores første kamp mod Paris, og vi fik en fin reference på, hvad de kan, og hvor vi har vores muligheder og vores begrænsninger. Vi vil vise, at vi kan løfte nogle elementer i vores spil i forhold til den første kampe. Det handler blandt andet om vores returløb, og så vil vi gerne udfordre Paris i vores kontrafase. Samtidig vil vi gerne blive endnu dygtigere til forsvarsmæssigt at håndtere Paris’ fysisk stærke individualister, fortæller Bredsdorff-Larsen.


Lørdag aften kl. 20.30 spiller Bjerringbro-Silkeborg mod PSG i byernes by.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER