Simon Jensen

Nøglespiller bliver i Århus Håndbold til 2020

Sebastian Henneberg kom til Århus Håndbold tilbage i 2014 og har siden udviklet sig til at blive en nøglespiller for Erik Veje Rasmussens mandskab. Nu har bagspilleren imidlertid forlænget sin kontrakt med yderligere tre år, således at den først udløber i 2020.


Én af de bærende spillere i Århus Håndbold gennem de seneste sæsoner har forlænget sit samarbejde med den østjyske håndboldklub for yderligere tre år – og Sebastian Henneberg ser frem til at fortsætte sin udvikling i en klub med ambitioner.


– Jeg er rigtig glad for at spille i Århus Håndbold. Jeg synes, det er en god klub, som passer godt til mit temperament. Der er ambitioner i klubben samt et godt træningsmiljø, hvor der er fokus på et seriøst stykke arbejde, konstaterer Sebastian Henneberg i en pressemeddelelse.


– Jeg synes, at Erik er en rigtig dygtig træner, og vi har en god dialog omkring, hvad der skal ske fremadrettet. Både Jan og Erik tror på mig, hvilket har været en afgørende faktor i min forlængelse af kontrakten, fortsætter han.


Også hos Århus Håndbold-cheftræner Erik Veje Rasmussen er der begejstring for, at klubben har sikret sig en langvarig kontrakt med spilleren, som Erik Veje betegner som en potentiel nøglespiller i fremtiden.


– Sebastian er et meget stort talent. Han er en værdifuld tovejsspiller, som vil udvikle sig yderligere henover de næste par år. Han er en spiller, der kan gøre sig forhåbninger om at komme på landsholdet, hvis han kan holde sig nogenlunde skadesfri, udtaler Erik Veje Rasmussen, inden han slutter:


– Sebastian er en dynamisk spiller, der har en god fornemmelse af spillet og et godt overblik over banen. Hvis udviklingen går, som vi håber, så vil han blive en vigtig nøglespiller for Århus Håndbold i fremtiden.


På trods af skader og længere fravær fra håndboldbanen har Sebastian Henneberg formået at score 25 gange for Århus Håndbold i denne sæson.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER