Simon Jensen

Westerholm glæder sig over tilbagevendte spillere

I aften tørner TTH Holstebro og Skanderborg Håndbold sammen i 888 Ligaen i en omkamp af oktobers måned identiske duel. Grundet en TTH-protest frafaldt resultatet i netop den kamp, og således skal denne omspilles denne fredag aften.


De relativt mystiske omstændigheder omkring denne kamp skyldtes, at haluret i Gråkjær Arena tilbage i slutningen af oktober 2016 undervejs i opgøret mellem TTH Holstebro og Skanderborg Håndbold strejkede kortvarigt – og dermed skabte ubalance i den spilletid, som kampen reelt skulle have varet.


Dette protesterede TTH Holstebro efterfølgende over, da de følte, at Skanderborg i realiteten havde scoret deres udlignende mål på straffekast uden for den effektive spilletid. Og heri fik vestjyderne medhold, hvilket resulterede i en omkamp.


Omkampen spilles denne fredag aften, og til netop denne duel glæder TTH-træner Patrick Westerholm sig over at råde over flere af sine tidligere skadede profiler.


– Det er altid spændende at se, hvor man står efter en så lang pause. Og jeg kan ikke se, at vores træningskampe har gjort mig ret meget klogere, fortæller Patrick Westerholm indledende til klubbens hjemmeside, inden han fortsætter:


– Til gengæld har pausen betydet, at vi har Peter Balling, Viktor Östlund og Jonas Porup tilbage i noget bedre forfatninger, og for Ballings vedkommende er der udsigt til sæsondebut efter en lang skade.


Om Peter Balling kan sendes i aktion for første gang i sæsonen, og om kampen denne gang reelt kan finde sin endelige afgørelse, kan følges fra klokken 19:30, når opgøret fløjtes i gang.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER