Patrick Andersen

Randers HH henter forstærkning

Randers HH har lavet aftale med Nicolaj Schytt om at spille for klubben resten af sæsonen. Det oplyser den kronjyske klub i en pressemeddelelse.


Den snart 23 årige bagspiller Nicolaj Schytt har i indeværende sæson spillet 12 kampe for Århus Håndbold, med hvem han i mandags blev enig med om, at få ophævet sin aftale.


Efter et længere skadesforløb er Schytt blevet fuldstændig klar til igen at spille på liganiveau, men det er blevet til begrænset spilletid hos Århus Håndbold og med flere skadede spillere på vej tilbage i smilets by, er udsigten til mere spilletid ikke ligefrem blevet bedre.


Derfor har Nicolaj Schytt og Århus Håndbold i fællesskab besluttet at ophæve deres aftale, og Schytt har i stedet aftalt, at han spiller sæsonen færdig for Randers Herre Håndbold.


Sportschef i Randers HH, Peter Hansen, er glad for, at den 191 cm høje playmaker har valgt at tørne ud for klubben;


– Nicolaj dækker os ind på alle bagspilpladser, og med sin gode spilforståelse og sine store fighteregenskaber, er han en spiller der passer godt ind på holdet, og let kan falde ind i spillet, og dermed bliver han en erstatning for Kasper Bonnesen.


– Nicolaj trænede for første gang med Ligatruppen i går (onsdag, red.), og han viste med det samme, at han sagtens kan falde ind i vores hurtige bagspil. Vi er selvsagt glade for at få en spiller som Nicolaj i truppen, og med henblik på næste sæson giver det os også en god mulighed for at se, om Nicolaj skulle være en spiller for os.


– Det er jo også derfor Nicolaj har valgt at komme til Randers. Han vil gerne vise, at han er ligaspiller og kan være med på højeste niveau, og det får han nu mulighed for at vise os. Vores trup arbejder benhårdt og godt. Vi vidste dog godt, at det kunne blive smalt, hvis vi fik en skade. Det kan vi bedre tåle nu, så det er en dejlig gave, slutter sportschefen.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER