Simon Jensen

Medie: Randers-keeper på vej til NFH

I den danske Primo Tours Ligaen er den kommende sæsons spillerskifter allerede ved at tage fat og fart, og indbyrdes mellem de danske hold har transferne efterhånden også nået et relativt højt antal.


Det nyeste spillerskifte skulle ifølge TV2 Sport omhandle Randers-keeper Cecilie Greve, der eftersigende er at finde i Nykøbing Falster Håndboldklub efter sommerferien.


På Falster arbejder den nyligt afgående træner Niels Agesen i øjeblikket med et keeperpar bestående af Ditte Vind og Mette Sahlholdt Iversen – og det er netop sidstnævnte, som Cecilie Greve er udset til at afløse.


Det antages nemlig, at den tidligere landsholdskeeper Mette Sahlholdt Iversen efter denne sæson endegyldigt – efter flere midlertidige pauser i sin håndboldtilværelse – stopper karrieren.


Cecilie Greve har hidtil i sæsonen stået med en redningsprocent på 33, mens hun har pillet syv ud af 40 straffekast imod sig. Hun befinder sig sammen med Randers HK på en øjeblikkelig 8. plads i tabellen.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER