Patrick Andersen

Bjerringbro-Silkeborg satser på talentudvikling

Et nyt U18-hold i Bjerringbro-Silkeborg-regi skal styrke talentudviklingen i det midtjyske område og sikre flere lokale spillere på Bjerringbro-Silkeborgs ligahold. Det oplyser den midtjyske klub i en pressemeddelelse.


Bjerringbro-Silkeborg etablerer fra den kommende sæson et U18-hold i samarbejde med moderklubberne Bjerringbro FH og Silkeborg-Voel KFUM. Formålet med det nye ungdomshold i Bjerringbro-Silkeborg-regi er at øge talentudviklingen i det midtjyske område for derved at kunne få flere lokale spillere på ligaholdet.


– Vi er utrolig glade for, at det er lykkedes os at nå til enighed med Bjerringbro FH og Silkeborg-Voel KFUM om etableringen af et ungdomshold. Vi vil gerne tage ansvar for talentudviklingen i vores område, og målet er selvfølgelig, at vi skal udvikle nogle lokale spillere, der kan blive profiler på vores ligahold, fortæller Bjerringbro-Silkeborgs administrerende direktør Jesper Schou om holdet, hvor målet er at spille i U18-ligaen.


– Der foregår allerede nu et super-godt talentarbejde i Bjerringbro FH og i Silkeborg-Voel KFUM. Nu vil vi lægge et lag ovenpå med U18-holdet i Bjerringbro-Silkeborg-regi. Vi skal have et ungdomshold på højeste niveau med spillere fra vores eget lokalområde.


Samtidig mener Jesper Schou, at det nye ungdomshold kan være med til at skabe endnu større opbakning til Bjerringbro-Silkeborg i det midtjyske område.


– Vores projekt handler også om at få endnu flere tilskuere til vores kampe i JYSK Arena. Vi håber, at det kan få flere unge til at have et hjerte for den sorte Bjerringbro-Silkeborg-trøje. Forhåbentlig bliver det sådan, at hvis ikke de unge spiller i den sorte trøje inde på banen, så sidder de i én ude på tribunen, siger Jesper Schou.


Glæde i moderklubberne

Bjerringbro-Silkeborgs nye talenthold vil primært komme til at bestå af håndboldtalenter fra de to moderklubber og fra øvrige samarbejdsklubber i det midtjyske område. På U18-holdet vil træningen blive intensiveret med henblik på at forberede ungdomsspillerne på livet som seniorspillere. Både i Bjerringbro FH og Silkeborg-Voel KFUM udtrykker formændene glæde over den nye talentoverbygning.


– Vi har i lang tid arbejdet målrettet med at få det her projekt op at stå, og jeg er så glad for, at det er lykkedes. Det bliver et kæmpe løft for håndbolden i hele det midtjyske område. Vi har ofte set, at når vores spillere er blevet rigtig talentfulde, så har vi været nødt til at sende dem videre. Nu har vi et attraktivt tilbud til dem, der kan og vil gå hele vejen, så vi kan holde de spillere indenfor egne rækker, siger Dennis Jensen, formand for Bjerringbro FH.


– U18-holdet kan blive en ledestjerne, som de unge spillere i Silkeborg-Voel kan række ud efter. Med det nye hold gør vi vejen mellem Silkeborg-Voel og Bjerringbro-Silkeborg kortere, og sammen kommer vi til at få et endnu stærkere brand. Det er en klar styrkelse af eliten i vores område og målet er jo, at vi får flere lokale spillere på Bjerringbro-Silkeborgs ligahold, lyder det fra Lars Buchreitz, formand for Silkeborg-Voel KFUM.


I løbet af de kommende dage vil Bjerringbro-Silkeborg præsentere en talentansvarlig, der kommer til at stå i spidsen for det nye projekt.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER