Simon Jensen

Gjessing indstiller karrieren

Kristian Gjessing har befundet sig i håndboldverdenen i mange – ja, efterhånden utallige – år, og nu har den dygtige og intelligente forsvarsspiller besluttet at lade harpiksen ligge, når den indeværende sæson er færdigspillet.


Således meddeler den nuværende HC Midtjylland- og tidligere Skjern Håndbold- og AaB Håndbold-spiller på sin Facebook-profil, at han ved udgangen af den igangværende sæson indstiller sin aktive karriere som professionel håndboldspiller.


Kristian Gjessings karriere har udover ophold i de tre førnævnte danske klubber også budt på et enkelt udlandsophold hos spanske BM Altea – ligesom at han har optrådt i den danske landsholdstrøje 53 gange med 82 landsholdsscoringer til følge.


Kristian Gjessing tiltrådte i HC Midtjylland som spillende assistenttræner i 2013 og har siden været med til at spille Herning-klubben op i det fine selskab i 888 Ligaen, ligesom at han i sidste sæson kunne notere sig en pokaltriumf til håndbold-CV’et.


Den 39-årige HC Midtjylland-forsvarsgeneral har hidtil i sæsonen taget del i samtlige af klubbens 17 ligakampe – og har heri bidraget med ti scoringer og ni assists, mens det i modsatte ende er blevet fire udvisninger.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER