Patrick Andersen

TMS Ringsted sejrede mod FHK

TMS Ringsted vandt søndag eftermiddag med 27-30 på udebane over Fredericia Håndboldklub.


TMS Ringsted var fra kampens start udfordret af, at Fredericia lagde sig op på TMS’ playmakerprofil Andreas Stryger hver gang midtsjællænderne løb en overgang.


Det gav FHK en føring på 7-4 efter 13 minutters spil, men stille og roligt kom TMS Ringsted tilbage i kampen anført af Magnus Andersen, der gjorde livet surt for FHK-forsvaret ved flere lejligheder i første halvleg.


Efter 18 minutters spil fik TMS Ringsted udlignet til 8-8 og stillingen var også helt lige ved pausen, efter hjemmeholdets Jakob Frederiksen scorede til 14-14 i første halvleg allersidste sekund.


De to hold fulgtes ad til stillingen 23-23 med ti minutter igen, men så begyndte fejlene at snige sig ind i Fredericias angrebsspil. Det fik dem til at gå i 7 mod 6, hvilket prompte blev straffet med to scoringer i tomt mål.


Det gjorde, at TMS Ringsted med lidt over tre minutter igen var i front med 25-28. Ved stillingen 27-29 med knap et minut igen havde FHK chancen for at reducere yderligere, men rutinerede Kasper “Foder” Nielsen misbrugte en kontrachance og i stedet endte TMS Ringsted med at vinde opgøret 27-30.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER