Patrick Andersen

FCM henter endnu en højre fløj

Tidligere FCM-fløj Annika Jakobsen har sat sin signatur på en toårig kontrakt med FCM Håndbold. Det oplyser klubben i en pressemeddelelse.


FCM Håndbold henter en gammel kending på højrefløjen i Skanderborg. Fra næste sæson bytter 19-årige Annika Jakobsen den grønne Skanderborg-trøje ud med ulvelogoet. Den talentfulde højrefløj har sat sin signatur på en toårig kontrakt med FCM Håndbold.


– Jeg er utrolig glad og stolt over, at FCM har holdt øje med mig og ser et potentiale i mig. Træningsmiljøet i FCM er fantastisk, og jeg glæder mig til at spille sammen med nogle af de allerbedste håndboldspillere, siger Annika Jakobsen.


Den skudstærke højrefløj er ikke uvant med træningsgulvet i Ikast. Her tørnede hun ud i to år for FCM’s U18-hold, inden hun i sommer skiftede til Skanderborg Håndbold. Nu vender hun retur og skal fra næste sæson danne fløjduo med Anne Mette Pedersen, efter at nuværende højrefløj Elin Lindén stopper i FCM til sommer.


– Jeg ser frem til at skulle dele pladsen med Anne Mette. Hun er en erfaren fløjspiller med flere landskampe på cv’et, så det bliver fedt at have en at se op til og spare med, forklarer Annika Jakobsen.


En fighter fra egne rækker


Annika Jakobsens comeback til det midtjyske vækker glæde i FCM-lejren. Træner Kristian Kristensen kalder hende en ’fighter’.


– Annika er en ydmyg pige, men hun har arbejdet sig op på et højt niveau via god indstilling og træning. Hun er modnet i sit spil og har stor kvalitet i sit skud. På højrefløjen kommer hun til at samarbejde med Anne Mette Pedersen. Det er en spændende konstellation, som vi forventer meget af, siger Kristian Kristensen.


FCM Håndbolds direktør Jakob Mølgaard Christensen glæder sig over, at det lykkes at trække endnu et talent fra egne rækker ’hjem’ til klubben.


– Annika kender gamet. Hun har været igennem vores talentsystem, og det er altid fedt, når man kan trække talentfulde spillere tilbage til klubben. Annika er pligtopfyldende og træner benhårdt, så vi glæder os til at se hende i FCM-trøjen igen, siger Jakob Mølgaard Christensen.


Annika Jakobsen har også gjort sin entré på de danske ungdomslandshold med gode resultater til følge. I juli kunne hun løfte det helt store trofæ, da hun sammen med det danske U20-landshold vandt verdensmesterskabet. Året forinden blev det til EM-guld med U19-landsholdet.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER