Miklas Ravn Campbell

Dansk 1/8-finalemodstander er efter vildt drama stadig ukendt

Chile havde klokken 14 muligheden for næsten at sikre sig videre avancement. Men Chile tabte kampen, og derved er Danmarks kommende modstander ikke fastlagt.


Det chilenske herrehold leverede turneringens største overraskelse, da de i første kamp ved slutrunden slog Hviderusland 28-32. Chile tabte efterfølgende deres næste 3 kampe mod henholdsvis Tyskland, Ungarn og Kroatien. Men da Hviderusland også tabte til både Tyskland og Kroatien men slog Saudi-Arabien, er Chile bedre indbyrdes end Hviderusland.


Det, at Chile er bedre indbyrdes, betød, at de med en sejr i deres sidste gruppe kamp mod Saudi-Arabien og lidt hjælp fra Ungarn kunne sikre sig en 4.plads og derved en plads i 1/8-finalen.


Men det var faktisk ikke kun Chile, som havde noget at spille for. Hvis Saudierne formåede at slå Chile med 4 mål, ville de kunne komme videre, hvis Ungarn senere slår Hviderusland.


Chile kom bedst fra start i den afgørende kamp, og det var en bestemt målscorer, der i starten af kampen var i centrum. Det var nemlig den chilenske målmand Felipe Barrientos, der scorede ikke bare sit første mål ved slutrunden, men sine 3 første mål. Og det inden for kampens første 10 minutter. Derfor gjorde han sit i forhold til den chilenske 4-2 føring.


Saudierne svarede igen og resten af 1.halvleg var utrolig lige. De to hold skiftedes til at lave mål, derfor kunne de, meget fortjent, gå til pause med stillingen 13-13.


Tøjdrama holdte stjerne fra banen

2.halvleg fortsatte i samme spor som den forrige. De to hold fulgtes ad, og ingen formåede at få et hul på mere end to mål.


Pludselig fik en af Chiles vigtigste spillere Emil Feuchtmann en flænge i hovedet. Derfor blev han taget ud og fik lappet flængen sammen. Desværre for ham og Chile havde han blødt på spillertrøjen, og det betyder som bekendt, at man skal have en ny trøje på, hvis man vil på banen igen. Men Chile havde ikke en ekstratrøje til Emil Feuchtmann, og derfor måtte de klarer sig uden ham resten af kampen.


Det gik ikke så godt uden ham, og saudierne lykkedes med aktioner i begge ender, og pludselig var de foran 20-23. Og derfor kun et enkelt mål fra, at være bedst indbyrdes blandt dem selv, Chile og Ungarn.


Så vågnede Chile op igen, og fik udlignet kampen igen, så stillingen med ganske få minutter tilbage var 24-24. Men Chile formåede ikke at gennemføre comebacket, og saudierne vandt kampen 26-25. Hvilket var deres første sejr ved dette års slutrunde.


Resultatet fra denne kamp betyder, at Danmarks 1/8-finalemodstander stadig er ukendt. Saudi-Arabien er dog ude af kampen om 4.pladsen. Men inden dagens sene kamp i gruppe C mellem Hviderusland og Ungarn, kan både de to hold og Chile blive 4´er i gruppen. Denne kamp der kommer til at afgøre, hvem Danmark skal møde i 1/8-finalen spilles kl.20:45.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER