Patrick Andersen

Team Esbjerg-spiller indstiller karrieren

Efter 15 sæsoner i norsk og dansk ligahåndbold afslutter Ida Bjørndalen Karlsson karrieren, når hun har spillet denne sæson færdig for Team Esbjerg.


Den 33-årige venstrehåndsspiller kom til klubben på en treårig aftale i sommeren 2014.


– Det er en svær beslutning at tage, og det er vel først efter sommerferien, jeg for alvor ved, om den er rigtig. Jeg føler mig fortsat i god form, men har efter kampe haft ondt i ryg, bækken og akillessener, og det tilskriver jeg, at jeg har været med så længe på topplan, siger Ida Bjørndalen Karlsson.


Hun fylder 34 år til maj og færdiggør til sommer sin uddannelse til socialrådgiver på UC Syddanmark. Hun vil gerne samle jobmæssige erfaringer i Danmark, inden hun og ægtemanden, Lukas Karlsson, vender hjem til et af deres hjemlande. Lukas har også i næste sæson kontrakt med Ribe Esbjerg HH, og parret bor med Oskar på 15 måneder i Esbjerg.


Ida Bjørndalen Karlsson indledte karrieren på topniveau med tre sæsoner i Sola HK, hvorefter hun spillede for Larvik og blev norsk mester to gange. Efter skiftet til dansk håndbold i 2007 blev hun også dobbelt dansk mester med Viborg HK og var med til at vinde Champions League. Herefter skiftede hun til KIF Vejen – senere Vejen EH, hvor hun spillede i fem sæsoner og var med til både at vinde bronzemedaljer og deltage i et dramatisk nedrykningsspil. Ida Bjørndalen har desuden vundet EM-guld og –sølv med det norske landshold i 2012 og 2014.


– Da jeg var en lille pige og så Anja Andersen spille for Bækkelaget, drømte jeg om at komme til at spille ligahåndbold, og nu har jeg gjort det i snart 15 år. Jeg slutter med nogle rigtig gode år i Team Esbjerg, en fantastisk klub at være i og den bedste hjemmebane, jeg har haft. Nu ser jeg frem til at slutte godt af i klubben, og hvis de senere skulle få brug for mig, ved de, hvor jeg bor, siger Ida Bjørndalen Karlsson.


Sportschef Thomas Hylle glæder sig ligeledes til at se Ida Bjørndalen Karlsson i aktion i den resterende del af sæsonen i Primo Tours Ligaen og Champions League.


– Ida kom til Team Esbjerg med masser af erfaring, som vi på flere måder har nydt gavn af. Vi er glade for fortsat at have hende i klubben, og jeg er sikker på, at hun med sin gode fysiske form vil give sig fuldt ud i både den danske liga og Champions League, siger Thomas Hylle.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER