Lasse Dieckmann

København Håndbold fløj vender hjem til FCM

Tidligere FCM-fløj Anne Mette Pedersen har sat sin signatur på en treårig kontrakt med FCM Håndbold 


I en alder af blot 16 år rykkede Anne Mette Pedersen op på den store scene og blev en del af ligatruppen i FCM Håndbold. Fire år senere skiftede hun til hovedstadsklubben København Håndbold, men fra næste sæson er hun igen at finde på det midtjyske holdkort. Den målfarlige landsholdsfløj skifter til FCM Håndbold på en treårig kontrakt. 


– Jeg glæder mig til at komme tilbage til FCM – det er som at komme hjem igen. Nu har jeg været i København Håndbold i fire gode år, men jeg tror på, at et skifte til FCM Håndbold er det rigtige skridt i min karriere. At vende tilbage til klubben er lidt som en drøm for mig, siger Anne Mette Pedersen og uddyber:


Læs også: Officielt: Aalborg playmaker til SønderjyskE


– FCM Håndbold var min første klub på seniorniveau. Inden da var jeg igennem hele talentsystemet og rykkede op på ligaholdet i en forholdsvis ung alder. Her spillede jeg sammen med verdensklassespillere som Gro Hammerseng og Line Fruensgaard. Det lærte jeg rigtig meget af, og det håber jeg på at kunne give videre og blive en bærende spiller på holdet. 


Anne Mette Pedersens comeback til det midtjyske vækker glæde i FCM-lejren. Direktør Jakob Mølgaard Christensen kalder hende en yderst professionel håndboldspiller.


– Anne Mette passer perfekt ind i vores DNA. Hun kender klubben og har været igennem hele talentsystemet fra idrætsefterskole til college til ligahold. På banen viser hun stor kvalitet i både forsvar og angreb. Derudover er hendes arbejdsmoral er i top, siger Jakob Mølgaard Christensen.


 Cheftræner Kristian Kristensen tilslutter sig beskrivelsen af en hårdtarbejdende håndboldspiller.


– Vi får en utrolig træningsærgerrig spiller i Anne Mette Pedersen. Hun er en dygtig forsvarsspiller, og i modsatte ende brillerer hun med stor træfsikkerhed. Desuden passer hun godt ind i kulturen. Hun kender gamet og er en nem spiller at integrere, siger Kristian Kristensen.


 Anne Mette Pedersen er en del af den danske landsholdstrup og kan indtil nu skrive 27 landskampe på CV’et. Her er det blevet til 29 mål i rødt og hvidt fra den skudstærke højrefløj. 


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER