Lasse Dieckmann

En ægte klubmand siger farvel i TTH Holstebro

Rasmus Lind siger efter denne sæson stop til håndbold på topplan, når han vil ud og i et civilt.


Den igangværende sæson bliver den sidste på topplan for den 33-årige TTH-keeper Rasmus Lind. Det er Rasmus Lind selv, der har valgt at stoppe med håndbold på topplan.


– Det handler hverken om lyst eller om kroppens tilstand, men om at jeg nu gerne vil ud og have et civilt job i byggebranchen, hvor jeg er uddannet koordinator, forklarer Lind og kalder sin beslutning for “mega-svær”. 


Læs også: Spanien skriver stjernespiller ind i VM-truppen


– Det har været hårdt at tage beslutningen. Både fordi jeg er glad for at spille håndbold, og fordi jeg skal sige farvel til TTH, der har fyldt så meget i mit liv og givet mig så meget. Omvendt er det en god fornemmelse selv at kunne træffe beslutningen frem for at blive bedt om at stoppe, siger han med et smil og garanterer, at han ikke spiller retræte-håndbold i de kommende måneder, hvor medaljerne skal fordeles i 888ligaen.


– Det bliver der på ingen måde tale om. Vi skal nemlig have en medalje mere til TTH’s samling, lyder det. TTH-direktør John Mikkelsen kalder Rasmus Lind for en kulturbærer og en af de vigtigste TTH spillere gennem tiden.


– Rasmus har været med på den rejse, der har flyttet TTH Holstebro fra midten til toppen af dansk herrehåndbold. Han har gennem årene været en utrolig vigtig spiller og person for klubbens udvikling. Han har både på og udenfor banen gjort en forskel. Han er en del af TTH´s DNA, og vi kommer på mange måder til at savne ham i klubben, men er glade for, at han slutter karrieren på absolut topplan. Det har han fortjent. Rasmus har været en væsentligt årsag til klubbens succes i denne sæson. Vi har fuld respekt og forståelse for hans beslutning, siger John Mikkelsen.


Rasmus Lind startede i klubben som U16 spiller, og har indtil nu spillet 337 førsteholdskampe for TTH Holstebro. Kun et smuttur til Ribe-Esbjerg har sendt Rasmus Lind væk fra TTH Holstebro. 


TTH Holstebro vil i løbet af kort tid præsentere afløseren for Rasmus Lind.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER