Patrick Andersen

Officielt: Skjern henter ny keeper

26-årige Tibor Ivanisevic skifter til Skjern Håndbold med øjeblikkelig virkning. Det oplyser vestjyderne i en pressemeddelelse.



Et hidtil uskrevent blad i den danske håndboldverden skal i det kommende halve år bidrage til at indfri Skjern Håndbolds ambitiøse målsætninger.


Den vestjyske klub har indgået en kontrakt for resten af sæsonen med 26-årige Tibor Ivanisevic, der kommer fra den ungarske klub, Gyöngyösi KK.


En aftale, der blandt andet er kommet i hus takket være økonomisk bidrag fra vindueskoncernen, Velux.


– Tibor Ivanisevic er hentet til klubben som et frisk pust i håbet om at styrke vores defensiv. Med støtte fra vores mangeårige og trofaste sponsor, Velux, er aftalen blevet mulig – og det viser endnu en gang den store opbakning fra vores loyale sponsorer, som vi er begunstiget med, siger Carsten Thygesen og uddyber:


– Med signingen af Tibor Ivanisevic føler vi os endnu bedre rustet til et tætpakket forår, der byder på Final4 og forhåbentligt et spændende slutspil, siger bestyrelsesformanden i Skjern Håndbold.


Den serbiske keeper, der måler 197 centimer og blandt andet har to A-landskampe på cv´et, glæder sig til udfordringen i Vestjylland.


– Jeg ser meget frem til at spille for Skjern Håndbold og kan forhåbentligt bidrage med at nå klubbens mål om at spille helt med i toppen om medaljer, siger den nye Skjernkeeper.


Tibor Ivanisevic var på holdkortet, da Skjern Håndbold tilbage i 2014 slog ungarske Oroshaz Linamr ud af EHF-Cuppen.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER