Patrick Andersen

Officielt: Skjern henter bomstærk streg fra Mors-Thy

Skjern Håndbold bekræfter det nu det, som HBOLD.dk erfarede i mandags. Afløseren for Thomas Klitgaard er på plads, og valget er faldet på Mors-Thy Håndbolds Christoffer Cichosz.



Jagten på Bjarte Myrhols faste kompagnon i midterforsvaret til de kommende sæsoner er afsluttet.


28-årige Christoffer Cichosz går i fodsporene på Søren Pedersen og Morten Balling og skifter fra Mors-Thy Håndbold til den vestjyske klub.


Den 107 kg tunge stregspiller, som i de seneste tre sæsoner har optrådt for morsingboerne, er udset til at afløse vestjydernes anfører, Thomas Klitgaard, der indstiller karrieren efter indeværende sæson.


– Jeg har altid hørt rigtig godt om Skjern Håndbold, dens kultur og det setup der er i klubben. Derfor er jeg utrolig stolt og glad over at kunne trække i den grønne trøje de kommende sæsoner, siger Christoffer Cichosz og uddyber:


– At spille i en etableret dansk topklub har altid været mit mål, så nu vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe holdet til at præstere og indfri klubbens ambitioner, siger stregspilleren.


Cheftræner: Garant for fight og fysik


– Med Christoffer Cichosz får vi tilført en hårdtarbejdende stregspiller, som igennem en årrække har fået lagt lag på i spillet på stregen. Nu er næste step at prøve kræfter med Skjern Håndbold og de forhold og forventninger, som er forbundet med at spille i den grønne trøje.


– Han er garant for indædt fight og stor fysik i begge ender af banen og dertil kan lægges solide kompetencer i det to-mod-to spil, som vi forventer at kunne udbygge i de næste sæsoner, siger cheftræner Ole Nørgaard.


Christoffer Cichosz har første arbejdsdag i Skjern Håndbold den 1. juli 2017 og er tildelt trøjenummer 9.



MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER