Simon Jensen

Skanderborgs oprykkere tog point fra Esbjergs mesterhold

Skanderborg Håndbold sluttede 2016 af med holdets første ligasejr i klubbens historie på damesiden, og østjyderne fortsatte her til aften de gode takter, da de hentede et flot point i Blue Water Dokken mod de forsvarende mestre fra Team Esbjerg.


Netop Team Esbjerg måtte efter decembers EM-slutrunde i Sverige sige midlertidigt farvel til holdets store stjerne, Estavana Polman, grundet hollænderens graviditet.


Om det direkte skyldtes fraværet af vestjydernes profil skal være usagt, men vist er det, at Skanderborg spillede lige op imod Lars Frederiksens tropper i stort set samtlige af opgørets 60 minutter.


Indledningsvist satte forhåndsfavoritterne sig ellers solidt på kampen og bragte sig først foran 3-1 og siden også 8-5. Tremålsføringen holdt værterne fast i indtil 12-9, hvorefter Skanderborg-gæsterne igangsatte en stærk periode både offensivt og defensivt.


Således vandt Skanderborg de sidste seks minutter frem mod pausen med 4-2 og kunne derved notere sig blot at være bagud med en enkelt pind efter 30 minutter.


Det opbyggede momentum udnyttede udeholdet effektivt i starten af 2. halvleg, da de bragte sig foran – for første gang i kampen – med 15-14. I en lang periode herefter tegnede der sig billedet af et gensidigt parløb mellem de to modstandere.


Først da Team Esbjerg kom i front med 23-20, lignede det, at kampen havde fundet sin afgørelse. Men Skanderborg kæmpede sig bravt tilbage i opgøret og bragte sig afslutningsvis foran med et enkelt mål ad flere omgange – sidste gang med 14 sekunder tilbage på haluret.


En frelsende scoring fra Maria Mose Vestergaard reddede dog Team Esbjerg fra et ydmygende nederlag mod bundproppen og ligaoprykkerne – og i stedet sluttede duellen mellem top og bund med en pointdeling, 27-27.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER