Lasse Dieckmann

Mors-Thy bekræfter: Vi mister streg til sommer

HBOLD kunne tidligere fortælle, at Christoffer Cichosz kunne være på vej til Skjern. Og nu bekræfter hans nuværende klub, at stregspilleren er fortid til sommer.


Efter tre sæsoner forlader anfører Christoffer Cichosz Mors-Thy Håndbold til sommer. Cichosz har fået en unik mulighed, og stregspilleren fortsætter sin karriere i en topklub – en mulighed som Mors-Thy Håndbold ikke vil stå i vejen for. Det skriver klubben på sin hjemmeside. 


– Vi græder med det ene øje og smiler med det andet. Vi siger farvel til en fantastisk spiller, fighter og personlighed – men det er nu en gang vores lod som udviklingsklub, samtidig er vi stolte af endnu en gang at kunne sende en af vores spillere videre, og vi ønsker Cichosz al mulig held og lykke fremover, siger Henrik Hedegaard fra Mors-Thy Håndbold og tilføjer, at Mors-Thy Håndbold har fået en økonomisk kompensation for at slippe Christoffer Cichosz midt i kontraktperioden.


Læs også: Gudmundur: Hele verden kigger på os


– Jeg har været sindssygt glad for min tid i Mors-Thy Håndbold, hvor jeg har udviklet mig både som spiller og som menneske. Der er en eminent interesse for håndbold i Thy og på Mors, og Mors-Thy Håndbold er bare et rigtig fedt sted at spille håndbold. Nu skal vi slutte denne sæson ordentligt af – det vil være det perfekte punktum for min tid i den blå trøje.


Skjern Håndbold er på udkig efter en ny stregspiller, da deres nuværende anfører Thomas Klitgaard indstiller karrieren til sommer. Det er dog ikke bekræftet endnu, at det er Skjern Håndbold, der bliver Christoffer Cichosz’ nye arbejdsgiver.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER