Patrick Andersen

DHF bekræfter: SønderjyskE-træner ny sportschef

Efter en meget grundig ansættelsesproces kan Dansk Håndbold Forbund nu offentliggøre, at Morten Henriksen bliver ny sportschef. Det bliver DHF i nedenstående pressemeddelelse.


37-årige Morten Henriksen, der er cheftræner i SønderjyskE og U21-landstræner, er efter en seriøs og grundig proces blevet valgt som forbundets nye sportschef.


– Vi gjorde os indledningsvist meget umage med at definere den rette profil og udarbejde stillingsbeskrivelsen. Vi fik et meget kvalificeret ansøgerfelt og har i december kørt to ansættelsesrunder og gennemført personlighedstests. Slutteligt stod det helt klart, at Morten Henriksen er det helt rigtige valg, indleder DHF’s generalsekretær, Morten Stig Christensen.


– Morten Henriksen er kendetegnet ved et stort ledertalent og et enormt drive, og i kraft af hans unge alder ser vi også, at han kan gøre en forskel på den lange bane, siger Morten Stig Christensen og begrunder yderligere:


-Ud over de kvaliteter har vi lagt vægt på Morten Henriksens ledererfaringer fra SønderjyskE, hvor han sideløbende med trænerjobbet har varetaget flere sportschefopgaver de seneste fem år. Ydermere har han et indgående kendskab til vores talentsystem efter tre et halvt år som ungdomslandstræner, hvor han har budt godt ind, og til det politiske system, hvor han som medlem af Eliteudvalget først i JHF og siden i DHF har arbejdet med elitebudgetter og de overordnede strukturer.


Vil skabe fællesskab

Morten Henriksen fik beskeden tirsdag eftermiddag, og han ser meget frem til de udfordringer, der venter, når han har afsluttet sæsonen hos SønderjyskE.


– Jeg er rigtig glad, og jeg glæder mig meget til opgaven. Håndbolden har altid været min store passion, og passionen rækker langt ud over det spillemæssige – både ledelse, udvikling og alt det administrative, der ligger uden for banen, fortæller Morten Henriksen, der ser frem til at kunne påvirke det brede samarbejde i dansk håndbold:


– Jeg kommer til noget, der allerede kører godt, og jeg glæder mig til sammen med et stærkt team af medarbejdere og landstrænere at arbejde videre med tingene og samtidig gøre en indsats for at komme endnu tættere på klubberne og få skabt et fællesskab omkring, hvordan vi kan gøre det bedste for håndbolden.


Morten Henriksens præcise tiltrædelsesdato afhænger af, hvornår han er færdig med sæsonens opgaver i SønderjyskE. Derudover er det aftalt, at han gør arbejdet færdig med U21-landsholdet, der i weekenden tager til Rumænien for at spille om kvalifikation til sommerens mesterskab, som bliver det endelige punktum for årgangen i ungdomslandsholdsregi.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER