Patrick Andersen

Frisk start i et nyt år og uden Polman

Team Esbjergs spillere og trænerteam er klar til at tage fat på et nyt travlt arbejdsår og indleder nytåret med en ligakamp mod oprykkerne fra Skanderborg Håndbold onsdag aften i Blue Water Dokken.


– Det er første gang, jeg som træner skal møde et hold, hvor jeg stort set ikke kender spillerne. Derfor har det været en lidt sjov fornemmelse at lægge taktik, og jeg har måttet bruge ekstra tid på at danne mig et billede af, hvordan Skanderborg spiller. Når det fungerer for holdet, spiller det fin og frisk håndbold, og det er op til os at sætte en prop i og vise forskellen mellem top og bund i ligaen, siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, i en pressemedelelse.


Det bliver første kamp uden playmakeren og strategen Estavana Polman, og det vil blive at se i måden, Team Esbjerg spiller på.


– Estavanas fravær vil forandre meget. Ida Bjørndalen og Jenny Alm kommer til at trække et stort læs på playmakerposten, og de er andre typer. Men vi vil fortsat være kendetegnet som et hold, der scorer mange mål og spiller frisk håndbold. Og så vil vi gerne løfte vores defensive spil i løbet af foråret, blandt andet ved, at to af vore nye spillere, Vilde Ingstad og Lara González, bliver spillet bedre sammen som to af spillerne i midterblokken, siger Lars Frederiksen.


Mens Skanderborg Håndbold som ventet har haft det svært i sin første ligasæson nogensinde og først kom på pointtavlen med en sejr over Ringkøbing Håndbold i efterårets sidste kamp, kæmper Team Esbjerg for at holde trit med topholdene, Viborg HK og FC Midtjylland. Målet med foråret er at samle så mange point som muligt, deltage i slutspillet og derefter nå langt.


1. divisions topscorer med 103 mål for Fredericia HK i efteråret, Nanna Friis-Traberg, er vendt hjem til Team Esbjerg og vil få debut mod Skanderborg.


– Vi håber, Nanna vil gå ind på holdet, som om intet var hændt, og hun vil få masser af spilletid. Det er vigtigt, at hun falder hurtigt til, for alle kampe er vigtige i de kommende måneder, siger Lars Frederiksen.


Han tilføjer, at humøret i truppen er fint, og at alle glæder sig til at komme i kamp igen. For de spillere, der ikke var til EM i Sverige, ligger den seneste betydende kamp halvanden måned tilbage. 


Team Esbjergs trup til kampen i Primo Tours Ligaen mod Skanderborg Håndbold onsdag den 4. januar kl. 18.30 i Blue Water Dokken:


Målmænd: Emily Stang Sando og Filippa Idéhn


Venstre fløj: Maria Mose Vestergaard og Mette Knudsen


Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Tove Seest


Streg: Rikke Zachariassen, Ulrika Toft Hansen og Vilde Ingstad


Bagspillere: Laura van der Heijden, Jenny Alm, Lara González, Ida Bjørndalen og Nanna Friis-Traberg.


MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER