Patrick Andersen

Team Esbjerg bekræfter tilgang af 1. divisionsbomber

Midt i en sæson har Team Esbjerg fået behov for at styrke bagkæden for at modstå det tætte kampprogram i Primo Tours Ligaen og Champions League i de næste måneder. Valget er faldet på Nanna Friis-Traberg, der har indgået en aftale foreløbig til sæsonens udgang og dermed vender tilbage til byen og sin tidligere klub.


– Jeg har hele tiden haft en drøm om at vende tilbage til klubben, men troede ikke, det var realistisk. Nu får jeg mulighed for at komme ind på et hold, der i mellemtiden tilhører toppen af dansk håndbold, og på et tidspunkt, da Team Esbjerg skal spille Champions League-håndbold og spændende kampe i den danske liga. Det er en drøm, siger Nanna Friis-Traberg i en pressemeddelelse fra klubben.


Sportschef Thomas Hylle er meget tilfreds med, at det på et vanskeligt tidspunkt er lykkedes at hente en kvalitetsspiller til truppen, som på ingen måde er udset som afløser for gravide Estavana Polman, men skal udfylde rollen som bagspiller med egne kvaliteter.


– Vi får tilført en rigtig god spiller, der endog er fra Esbjerg og er ved at flytte tilbage til byen. Nanna Friis kan bidrage med skud, gode gennembrud og er på mange områder en komplet spiller, siger Thomas Hylle.


Også cheftræner Lars Frederiksen betoner, at Estavana Polman ikke lader sig erstatte, men han er overbevist om, at Nanna Friis-Traberg vil markere sig i resten af sæsonen.


– Vi har kigget uden for ligaen og hentet den klart bedste spiller i 1. division, som med over 100 mål i efteråret er hovedårsagen til, at Fredericia HK spiller med i toppen. Nanna Friis har ligaerfaring fra flere klubber, hun har rødder i byen, og jeg har set hende spille kampe i 1. division og levere spil, som hun også vil kunne præstere på liganiveau, siger Lars Frederiksen.


Nanna Friis-Traberg, der fylder 28 år i januar, var med på liganiveau i Team Esbjerg indtil 2008, da hun prioriterede anderledes og spillede på klubbens 2. divisionshold frem til 2010, da hun flyttede til København for at studere statskundskab på Københavns Universitet.


– I årene i København spillede jeg først for Ajax i 1. division og derpå for FIF i Dameligaen, inden klubben blev til København Håndbold, og jeg fulgte med. I vinterpausen 2013-2014 skiftede jeg til Nykøbing Falster Håndbold, hvor jeg blev korsbåndsskadet i februar og blot nåede at spille 16 kampe. Men jeg har ligaerfaring fra tre klubber og er kommet godt tilbage efter min skade, siger Nanna Friis-Traberg


Da hun og kæresten i januar flyttede til Fredericia, ønskede hun at spille håndbold på et lavere niveau. Men hun blev hurtigt overtalt til at spille på førsteholdet i Fredericia HK 1990, hvor hun i dette efterår har scoret 103 mål i 13 kampe.


Det læser brugerne på EUROPAMESTER lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER